I 1963 gav Bent Christensen og Leif Panduro os ’Støvsugerbanden’ hvor en gruppe pensionister føler sig så meget kørt ud på et sidespor, at de begynder at røve banker bevæbnet med Nilfisk. 50 år senere låner Shaky González lidt af pointerne, men da pensionisterne i ’Det grå guld’ forsøger at leje ’Støvsugerbanden’ i forberedelserne til deres eget røveri, aner den unge videoekspedient ikke, hvad de taler om.

Tiden er en anden, men problemerne er de samme for de raske seniorer, samfundet ikke længere har brug for.For Anette (Birthe Neumann) og Holger (Lars Knutzon) er det ikke så meget lediggangen, der er problemet, som ringeagten.

De har været gift i mere end 45 år og kræver ikke meget af livet, men da de smides ud af deres lejlighed, løber de hovedet mod en bureaukratisk mur og kan hverken låne penge eller få hjælp til andet end en beskyttet plejebolig. Bedre går det ikke for Anettes gamle dansepartner John (Kurt Ravn), der fyres fra sit job i banken, hvor det går lidt hurtigere med excel-ark og netservere, end silverbacken er trænet til.

Desperat røveri

Det kan godt være, de er aktive, vores ældre borgere, men de er ikke noget aktiv. Vil de høres, må de råbe højt. Skal de have penge, må de tage dem selv, og sådan sås kimen til et desperat bankrøveri. ’Det grå guld’ berører et interessant emne, men den har ikke særlig godt fat i det.

Det er som om, instruktør González ikke rigtig har vidst, om det skulle behandles som komedie, krimi, actionfilm, romance eller trekantsdrama.

Så resultatet er blevet lidt af det hele og ikke rigtigt noget. Han vil gerne skabe en sørgmodig alvor omkring sine hovedpersoner, men det er svært, når deres eneste interesser er henholdsvis cha-cha-cha og Jussi Björling, og endnu sværere, når stort set alle bipersonerne er farceagtigt karikerede.

Rene Difs larmende overbo kunne være fra ’Krummerne’. Anders Matthesens våbenhandler er sjov, men helt løsrevet fra resten af historien, og Erik Holmeys parodi på en amerikansk indsatsleder hører hjemme i et helt tredje univers. Bedst er filmen under selve bankrøveriet, hvor alvoren går op, ikke kun for de tre seniorer, men også for filmen selv.

Gråmeleret

Deres handlinger betyder noget. De får konsekvens, og en stund bliver tonen troværdig. Desværre er det for sent, og dermed gør ’Det grå guld’ sig skyldig i det, den beskylder samfundet for: ikke at tage vores gamle alvorligt nok.

Havde den droppet action- og farcestøjen, interesseret sig for sine hovedpersoner som mennesker og troet på, at publikum ville gide se en seriøs film om kasserede pensionister, ja så kunne den være blevet guld værd. Nu må den nøjes med at være gråmeleret, mens man trods alt kan glæde sig over de gamle rullesten Neumann, Knutzon og Ravn, der yder en solid og seværdig indsats.

Det grå guld, komediedrama: 3 stjerner