Blot en god engelsk spytklat fra Downton Abbey befinder sig en helt anden verden - bagsiden af det moderne Storbritannien med skyhøj arbejdsløshed, social boligslum, druk, vold og fortvivlelse.

Blot en god engelsk spytklat fra Downton Abbey befinder sig en helt anden verden - bagsiden af det moderne Storbritannien med skyhøj arbejdsløshed, social boligslum, druk, vold og fortvivlelse.

Et forladt og forrået stykke udkantsengland, der har lagt rygstykker til en lang stribe socialrealistiske dramaer fra Ken Loachs ’Kes’ til Paddy Considines ’Tyrannosaur’.

’The Selfish Giant’ slutter sig sikkert til rækken med sin rå historie om næsten-teenageren Arbor, der bliver smidt ud af skolen efter for mange slåskampe og i stedet, med sin bedsteven Swifty, begynder at sælge gammelt jern til den lokale skrothandler.

Stjålne kabler giver bedst, og den helt store gevinst gemmer sig bag 400.000 volt i kraftværkets højspændingsledninger, der har kobbertråde så tykke som overarme på en 12-årig splejs med ADHD.

Filmen har hentet sin titel fra Oscar Wildes eventyr ’Den egensindige kæmpe’, og uden egentlig at filmatisere Wildes forlæg lader instruktør Clio Barnard sin eventyrform glide ind i sin millimeterpræcise realisme.

Både i plottet, i miljøskildringen og i de kuldslåede billeder, der får et skær af poesi midt imellem skrotbunker og højspændingsmaster.

Det er på én gang hjerteskærende og ditto varmt, og selv om historien sine steder virker en anelse konstrueret, fortæller Barnard med overblik og stor loyalitet overfor alle sine personer.

Usikre drenge, bekymrede mødre og selviske kæmper, der alle nok stræber efter hurtige penge og lette slagsmål, men som i virkeligheden drømmer om accept, kærlighed og lidt eventyr.