(3/6)

Anmeldelse: Hurra for statsministerens deller

TV 2's nyeste bud på aftenunderholdningen er måske blot ren sladderjournalistik, men i skoven af reality-tosser og pseudo-kendte med dansesko og dirigentstok bliver det en udsøgt fornøjelse at kigge ind hos nogen, der rent faktisk har noget at byde på.

De næste otte uger vil Felix Smith smider slæberne ind hos en række interessante kendisser, og for lige at sætte trumf på lagde han ud hos selveste statsministeren. Eller Helle Thorning-Schmidt, for vores helt fine vært lagde vægt på, at det var Helle og ikke statsministeren, vi skulle møde.

I virkeligheden kan de to størrelser ikke skilles ad, i hvert fald ikke med et kamera og den halve nation på nakken. Det er en balancegang, og selv om Thorning er begyndt at sænke paraderne en smule på det seneste, så er hun stadig meget påpasselig med ikke at lukke os for tæt på. Felix havde således ikke fået tre, men blot en halv dag i statsministerens selskab, langt væk fra familien og matriklen på Østerbro, i hendes delte sommerhus på Bogø. Og selv her fik vi kun lov at se køkkenet.

Ærgerligt, ikke mindst for Thorning selv, for som vi trods alt fik at se, bliver hun ikke mindre statsmand af at være lidt mere privatkvinde. Snarere tværtimod.

Portrættet var således klart bedst, når Felix og Helle kørte i bil eller lavede Thornings familieberømte fiskefrikadeller. Ikke fordi, de snakkede om noget som helst, mens de ledte efter en stavblender, men fordi Thorning her var optaget af andet end at veje hvert af sine ord på en guldvægt.

Meget blev der således ikke åbnet for godteposen, men det er jo trods alt heller ikke vor statsleder, Felix skal tisse over kors med, og alene at se Thorning gå en tur, uden spadseredragt, var fint og uvant. Bare det at få hende ud i fri natur gav en oplevelse af menneskelig- og selvstændighed. Og når hun sad bag rattet i sin folkevogn, i rødternet skjorte med opsmøgede ærmer og solbriller, kunne man som Felix næste ikke undgå at blive lidt småforelsket og tænke 'det er sgu vores statsminister, det der'.

Det formåede aftenens program i glimt, og den effekt skal ikke måles i stjerner, men i procentpoint.

Felix rykker ind

TV2, torsdag

(3 stjerner)

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her