’Boyhood’ er fantastisk. Den har ikke noget plot og virker mest, som om den er skabt af pauserne mellem de scener, der normalt finder vej til lærredet. Alligevel handler den om det største af alt: Livet, der passerer, mens vi venter på det. Tiden, der løber som sand mellem fingrene, mens børnene bliver store, og vi alle bliver ældre.
Filmen er optaget over 12 år, fra dens hovedperson Mason (Ellar Coltrane) er seks år, til han flyver fra reden og på college. I små dryp med søskendeskænderi, skoleskift og godnathistorier følger vi over årene livets gang i familien, som udover Mason tæller storesøster Olivia (Lorelei Linklater), en weekendfar (Ethan Hawke), der aldrig er blevet voksen, og en hårdt prøvende mor (Patricia Arquette), der blev det alt for tidligt.
Det er som at se samtlige sæsoner af ’Årgang 0’, bortset fra at det her ikke er nogen hofteskudt dokumentar, og at Richard Linklater er alt for god en instruktør til blot at lade tidsrammen blive en gimmick.
Det geniale ved ’Boyhood’ er netop dens evne til at skildre virkeligheden med fiktionens præcision. Den er skabt af livets små hverdagsscener, men fortalt med et pointeret overblik og en vidunderlig omsorg. Når mor er melankolsk, er filmen bevægende. Når far er dumsmart, er den klog nok til at lade os mærke hans dybde, og når livet trænger sig på, er den fuld af kærlighed.
På godt og ondt
Det er en film fuld af overskud om en familie, der mest har underskud. Den har en ro midt i stressen og en tro på sine personer, for hvem Linklater helt bogstaveligt lader tiden arbejde. Det er nærmest magisk at se de to børn udvikle sig til selvstændige unge mennesker for øjnene af os, og selvom man genkender forældrenes frustration over, at det går så stærkt, er der også en forløsende fortrøstning i tidens gang. Livet leves. På godt og ondt. På Beatles, banklån og på syre, som i den helt vidunderlige slutning på en af årets smukkeste filmoplevelser.
’Boyhood’ har premiere landet over onsdag d. 3. september.
Boyhood, USA, seks ud af seks stjerner
