Ingen af argumenterne holder i byretten. ’MGP Missionen’ hæver måske ingen standarder, men sammenlignet med, hvad der ellers sprøjtes ud til de yngste biografgængere falder den bestemt heller ikke igennem. Den har faktisk en vis rustik børnecharme, og ikke mindst fans af ’Pendlerkids’ vil bifalde dens tone, dens musik og dens historie om 12-årige Karl, der flytter fra Hvide Sande til det vilde Nørrebronx i København og bliver venner med klassekammeraten Sawsan.

Sawsans tyrkiske familie vil hverken lade hende stille op i MGP eller have drengevenner, men Karl, der selv går og roder lidt mæ’ æ’ rytmeboks, har en plan, og så går missionen i gang.

Problemet i filmen er manuskriptet, der med fordel kunne have tegnet kulturkonflikterne lidt mindre firkantet op og brugt mere tid på musikken – og plottet – i stedet. Og så skurrer dialekterne lidt i ørerne. Ikke de tyrkiske, men de tillagte vestjyske, der bliver en klods om benet på de københavnske skuespillere.

Filmen er loyal overfor sine hovedpersoner, og både Sylvester Byde og Malika Sia Graff en fornøjelse i hovedrollerne. Instruktør Martin Miehe-Renard gør godt brug af lokaliteterne omkring Mjølnerparken, og selv om vi gerne havde haft mere MGP ind over, får vi dog to gode sange. Det’ slet int’ så ring’, som de siger, der hvor Karl kommer fra.