Oh my God! Reality-sæsonen er over os, og mens Frederik Fetterlein flirtede løs i ’6 på date’, og ’Kongerne af Rømø’ drak hjernen ud, trak Gustav og Linse aftenens længste strå og en sviptur til Tokyo.
To kulørte attitude-bimboer i de tilknappede, japanske kontrolfreaks hovedstad. Det kunne næsten kun gå galt – på den gode måde – og det gjorde det da også.
Linse, der ikke spiser andet end pomfritter, når hun bevæger sig udenfor Amager, frygtede den rå fisk, men det var Gustav, der i særdeleshed havde problemer med at klare mosten og synke kosten, som angiveligt smagte af enten sæd eller kusse. At han oven i købet taler helt elendigt engelsk, gjorde kun ondt værre, når han skulle bortforklare sig. Men det gode ved Gustav er, at det på ingen måde får ham til at holde mund.
Linse derimod forsøgte at holde på formerne, i hvert fald indtil en akupunktør ville sætte strøm til sine nåle. ’Please no stød’, peb hun, og det slap hun så for.
Japanerne er nemlig flinke folk, og det er TV3 åbenbart også. Linse og Gustav kunne nemlig være blevet udsat for langt værre prøvelser end karate og karaoke, men det var heldigvis ikke nødvendigt. For en gangs skyld får vi nemlig her et reality-koncept, der ikke kun handler om ydmygelser og intriger. Hvor vi ikke kun behøver grine af, men også får lov at grine med Gustav og Linse.
Det er forfriskende. Måske fik heller ikke vi ligefrem stød i tv-sofaen, men med så dejligt dumme og søde rejseførere, tager jeg gerne turen med igen i næste uge.
Gustav & Linse på udebane. Afsnit 1. TV3 mandag 20.00
(4 stjerner ud af 6)



