Lisa Ohlin har lavet en nødvendig, men ikke perfekt film om krigens menneskelige omkostninger.
Det er måske ikke ligefrem ’The Deer Hunter’, men ’De standhaftige’ er bestemt heller ikke nogen ueffen film om krigens menneskelige omkostninger.
Det må ellers være svært at lægge sig i slipstrømmen på Tobias Lindholms Oscar-nominerede drama ’Krigen’, der så sublimt skildrede Danmarks militære engagement i Afghanistan og konsekvenserne af det.
Lindholm valgte at fortælle sin film næsten så realistisk, som var den en dokumentarfilm, mens instruktøren Lisa Ohlin bruger en mere konstrueret fortællestil i sin post-Afghanistan-historie, der i foromtalen sælges som en moderne kærlighedshistorie.
Mikkel Boe Følsgaard gør det overbevisende i rollen som den unge soldat Thomas, der under en patrulje i den berygtede Helmand-provins træder på en mine og mister begge sine ben. Vel hjemme i Danmark ender han som den vrede og frustrerede soldat med dybe ar på både krop og sjæl.
Atypisk ballerina
Han kæmper for at genvinde førligheden ved hjælp af et par benproteser – hvilket slet ikke er nemt. Undervejs støder han både læger og sine nærmeste fra sig og lander i et sort mørke, hvor depression og posttraumatisk stress er de trofaste følgesvende.
Thomas har svært ved at øjne lyset for enden af tunnelen, i alt fald lige indtil han møder den smukke og selvsikre balletdanser Sofie (Cecilie Lassen), der kommer på hospitalet for at besøge sin kræftsyge faster.
Hun er godt nok balletdanser, men ikke prototypen på den uskyldsrene sylfide. Tværtimod. Hun er en kvinde, der udnytter mænd til at tilfredsstille egne seksuelle behov og gerne slår en gigabøvs, når hun bunder en bajer. En fin karaktertegning, men også på kanten af klicheen.
God kemi, meeen...
Nuvel, den stædige Sofie insisterer på at hjælpe Thomas med genoptræningen, sød musik opstår … og … ja, mere skal ikke røbes her.
Filmen er stærkest, når den følger Thomas’ fysiske og mentale kamp for at finde tilbage til et liv, der giver mening. Scenerne, hvor han kæmper for at genoptræne og acceptere de små benstumper, føles både realistiske og dybt bevægende. De er ifølge filmens efterskrift også bygget på et virkeligt samarbejde mellem balletdansere og benamputerede soldater.
Til gengæld virker selve kærlighedshistorien mellem Thomas og den selvsikre danserinde Sofie noget konstrueret og ikke vanvittig troværdig, selvom kemien mellem de to hovedrolleindehavere er god.
Undervejs kan man godt komme i tvivl om, hvad det egentlig er for en historie, ’De standhaftige’ vil fortælle? Er det et socialrealistisk drama om en såret soldats kamp for at vende tilbage til livet?
Er det et melodrama om umulig kærlighed mellem en benamputeret soldat og en smuk balletdanser - eller er det en romantisk komedie, sådan som slutningen indikerer?
Genreforvirring støjer
Der er noget genreforvirring, som støjer. Når det er sagt, så er ’De standhaftige’ endnu tiltrængt film om Danmarks engagement i Afghanistan og den enorme pris, som mange menige soldater kom til at betale i en krig, som måske slet ikke var ofrene værd.
At den så alligevel indgyder lidt tro, håb og kærlighed, skal man vel ikke kimse ad.
