’Flaskepost fra P’ er på mange måder en ualmindelig almindelig Nordic Noir thriller, hvor det mørke mørke er malet med bred pensel ud over hele det melankolske menageri. Men kors i hytten hvor er det godt håndværk!
I denne tredje Jussi Adler-filmatisering har produktionsselskabet været oppe at hente arbejdskraft hos vores norske broderfolk, og det var ikke nogen dårlig idé.
Den norske instruktør Hans Petter Moland og hans fotograf John Andreas Andersen har lavet en flot film, som den danske turistindustri må klappe i hænderne af begejstring over.
For damn, gode gamle Danmark bliver skildret så cool og smukt, at man næsten mærker en lillebitte klump fædrelandskærlighed midt i uhyggen: Bølgende gule kornmarker, lange, smukke kyststrækninger, den jyske hede i forførende tusmørke og så vindmøller, vindmøller og atter vindmøller.
John Andreas Andersen brillerer med sine smukke billeder, danske Nicklas Schmidt har komponeret et flot og mytisk soundtrack, og Hans Petter Moland har sat det hele flot i scene.
Og så kan jeg rigtig godt lide det religiøse tema, som gennemsyrer hele filmen i både indhold og udtryk – en fin allegori for det moderne menneske, som har mistet barnetroen og ideen om, at der er noget, der er større end en selv derude.
Er Gud derude?
Måske er den manglende tro grunden til det moderne menneske - og Carl Mørcks – eksistentielle krise og tilbagevendende depressioner. Måske er der alligevel noget derude?
Her er samspillet mellem den depressive og melankolske Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og den joviale og sangvinske Assad (svenske Fares Fares) fænomenalt.
De to etablerede dansk-svenske kræfter bærer filmen, men skønt at se dem omgivet af et nyt cast med mange lovende talenter.
I filmens indledning driver en flaskepost i land og ender hos afdeling Q, hvor Assad og Rosa (Johanne Louise Schmidt) i første omgang må tage sig af den, fordi Carl Mørck er på sygeorlov.
Brevet i flaskeposten viser sig at være syv år gammelt og fra en dreng, der sammen med sin bror er blevet kidnappet af en sadistisk psykopat.
Umiddelbart efter forsvinder to børn fra en lille religiøs menighed i Jylland – er der en forbindelse mellem de to sager?
Mørck på banen
Assad må have Mørck på banen, og snart er de trukket ind i en skræmmende religiøs parallelverden og på sporet af en psykopat, der bortfører og myrder små børn fra Jehovas Vidner.
Hovedplottet er godt nok langt ude, men universet og det religiøse/spirituelle tema, som omkranser filmen, er interessant.
’Flaskepost fra P’ er dybere og mere essentiel end de to foregående film, og det - synes jeg - gør denne filmatisering mere interessant. Og at den så yderligere er krydret med underspillet sort humor med fine punchlines, som Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas dygtigt får sat i skabet, gør det hele både mere fordøjeligt og elegant.
At plottet så er, som plots nu er i denne type film - klichéfyldt og pokkers utroværdigt - er lidt ærgerligt: Total psykopatmorder med traumatiseret barndom som motiv for at udvikle sig til satans yngel - argh, selvom vi befinder os på den jyske hede, så er det altså et plot, man må længere ud på landet med … og man behøver altså ikke at være cand. phil. i filmvidenskab for at regne slutningen ud.
Men norske Pål Sverre Hagen gør det godt som den dæmoniske demagog Johannes - det er ikke hans skyld, at hovedplottet er lige lovlig langt ude.
Flot og velkomponeret
Når det er sagt, så er ’Flaskepost fra P’ en flot og velkomponeret thriller, der beviser, at Nordic Noir stadig lever, og at det nordiske broderfolk altså kan noget helt unikt, når de slår pjalterne sammen.
Lad os håbe og bede for mere af det samarbejde – måske også i projekter, der handler om andet end traumatiserede maniacs, der myrder løs, fordi de som børn sad skævt på potten …
Men lad mig slå fast: De mange Carl Mørck og Jussi Adler fans kommer ikke til at gå skuffede ud af biffen. Filmen holder, hvad den lover – og mere til.
'Flaskepost fra P' (Krimi)
5/6 stjerner
