Efter en solid start og så en lille nedtur er DR1s nye dramaserie ’Bedrag’ tilbage på banen. Og tredje afsnit, der blev sendt søndag, var fyldt med spænding og overraskelser.

Således begynder historien om forretningsfusk på allerhøjeste plan at tage frygtindgydende form. Og samtidig formår seriens opfinder Per Fly og hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram at nuancere og holde liv i alle de lag, der nu begynder på et fedtet bilværksted i Københavns nordvestkvarter og strækker sig helt op til luksussuiterne, der hæver sig højt over Abu Dhabis ørken.

Spritnye euromillioner

På gadeniveu forsøgte biltyvene Nicky og Bimse således at holde fingrene fra de to spritnye euromillioner, de i sidste afsnit fandt i bagagerummet på en stjålen BMW og nu har begravet under et træ på Amager Fælled.

Men de kunne selvfølgelig ikke nære sig. Nicky (Esben Smed) ville være lidt ekstra god imod sin unge kone og deres fælles barn. Og Bimse (Lucas Hansen), hvis IQ passer perfekt til kælenavnet, gik helt amok og lejede sig ind på et luksushotel, hvor han fyldte suiten med sprut og strippere.

Så meget for ’lav profil’.

Nicky og Bimse kom også faretruende tæt på at blive knaldet af seriens super politiefterforsker Mads (Thomas Bo Larsen), da Nicky brugte en stjålen iPad, der også lå i BMWens bagagerum.

Men selvom der strammes til på adskillige fronter, fortsatte samtlige karakterer deres vej ud på den tynde is.

Således solgte den enlige mor og power-jurist Claudia (Natalie Madueno) for alvor solgt sin sjæl til djævlen, da hun sammen med energiboss Alexander Sødergren (Nikolaj Lie Kaas) drog til Abu Dhabi for at indgå en pagt med ørkenstatens tvivlsomme magtelite.

Selvom Claudia på hjemmefronten er godt på vej til at miste forældremyndigheden over sin lille søn, driver ambitionerne hende således fremad. Og som seer får man helt ondt i maven mens vores nye tv-venner, blændet af begær, ambition og griskhed, drives frem imod deres egen undergang.

Chokket til sidst

Og det største chok kom i afsnittets sidste minutter, da en enkelt telefonopringning afslørede, at Mads’ scleroseramte kone Kristina (Line Kruse), som Mads med glæde ville give sit eget liv for, har en affære.

Således udbygges plottet strategisk, mens trådene strammes. Og vigtigst af alt bliver skuespillet bare bedre og bedre.

Således kunne Bimse og Nickys småforyderiske forhold let ende som ren Gøg og Gokke. Men takket være fine detaljer i både timing, kropssprog og dialog fornemmer man den tiltagende fare. Og selvom de endnu ikke har set hinanden i øjnene, lægges der der langsomt og stilsikkert op til det uundgåelige sammenstød imellem giganterne, politiefterforsker Mads (Thomas Bo Larsen) og den gustne Energreen-boss Alexander (Nikolaj Lie Kaas).

Fjerde afsnit sendes på DR1 på søndag kl. 20.