I søndagens afsnit af ’Bedrag’ var det især den helt nyuddannede skuespiller Natalie Madueño, der imponerede.

Som superadvokaten Claudia, der langsomt har indset, at hun måske har begivet sig lidt for langt ud på den tynde is, har Madueño således for alvor fundet alle nuancerne i sin rolle.

Splittet imellem jobbet som enlig mor til Bertram og håndlanger for boss’en ’Sander’ (Nikolaj Lie Kaas) og energigiganten Energreen lod Claudia i første omgang til at have accepteret, at eks-manden vil tage sønnen med til Paris. Men så render hun ind i den gamle ven Tobias. De to ender i sengen. Og dagen derpå, begynder Claudia at tage samtlige beslutninger op til revurdering. Og afsnittet slutter med en potentiel game-changer, da journalisten Mia køres ned for øjnene af både Claudia og Bertram.

Kan det hele

Som skuespiller er opgaven for Natalie Madueño således omfattende. Hun skal på én gang være hård, følsom, beskyttende, nervøs, stædig og nu også forelsket. Og uden slinger i valsen lykkedes det hele for Natalie Madueño søndag aften.

Og Natalie var bestemt ikke alene.

Således kører historien om international energi-svindel, snavset aktienotering og kriminalitet på gadeniveau nu på skinner.

Nikolaj Lie Kaas’ superboss er på én gang drenge-kejtet og iskold. Thomas Bo Larsen er solid som den let alkoholiserede betjent Mads, der stædigt arbejder sig igennem sit livs krise. Esben Smed og Lucas Hansen er herlige som småforbryderne Nicky og Bimse. Og jeg venter spændt på næste søndag.

Natalie Madueño som Claudia og Simon Sears som Tobias.?Foto: Christian Geisnæs/DR1.
Natalie Madueño som Claudia og Simon Sears som Tobias.?Foto: Christian Geisnæs/DR1.
Vis mere