Verden er en scene. Med et saligt blik citerede Monrad Shakespeare for fru Heiberg i aftenens episode af tidens mest omdiskuterede tv-serie. Han havde lige spillet sin hovedrolle i livets store skuespil og kanøflet den stammende Kong Christian IX til at underskrive Novemberforfatningen, der reelt ville sende Danmark i krig.

Også Ole Bornedal betragter verden som en scene. I hvert fald verden anno 1864. Det er en stor grotesk komedie på vej mod at blive en tragedie, der udfoldes for øjnene af os. Et absurd kulissespil, der kostede tusindvis af unge mænd livet og ændrede vores nations selvopfattelse for bestandigt. Og det er grunden til, at han instruerer så pompøst og bombastisk fremfor at holde sig til den 1:1 socialrealisme, som danske tv-serier er blevet så berømmede for, og som kritikkerne synes at savne.

Fru Heiberg skyede realismen. Hun dyrkede det dramatiske, det symbolladede og det følelsesstemte i sin scenekunst, som Monrad gjorde i sin politiske retorik, og som Bornedal gør det her. Han betjener sig af et helt andet filmsprog, end vi er vant til at se, hvor den store historie spejles i den lille, hvor det konkrete også bliver symbolsk, og hvor alle vigtige scener er bygget op som tableauer, der fryser tiden, mens tiden går.

Måske knækker han halsen på det. Men derfor behøver vi jo ikke rykke hovedet af ham for at have modet til at prøve.

Problemet lige nu med '1864' er, at det er meget lettere at værdsætte de store penselsstrøg, end det er at blive grebet af de små. Bornedal breder armene så meget ud, at han snart ikke omfavner nogen, og det understregede tredje afsnit på godt og ondt.

Kærlighedshistorien bragte intet nyt til det, vi allerede havde fastslået: At der er kommet en kile i den hellige treenighed, hvor Laust og Inge bedrager Peter og lider under det. Og soldaterkammeraterne på kasernen er så ufarligt nuttede, at man næsten savner Paul Hagen til at slå en brandskid.

Men i de politiske gemakker var der vingesus. Komponeret som et musikstykke foldede galskaben og kædereaktionerne bag Prøjsens krigserklæring sig ud i én glidende bevægelse. Provokerende, pointeret og med ægte galgenhumor fra den beregnende Bismarck, over engelske Lord Palmerstons belevne latterliggørelse af de små danskeres storhedsvanvid, til Rigsdagens naivitet - 'Man angriber om sommeren. Det ved vist alle', tågede Lundbye i Søren Pilmarks skikkelse. Videre til den forskruede general de Meza forskanset bag en kommodelabyrint, til Heiberg, der med blod på hænderne deklamerer krigserklæringen på Det Kongelige, og endelig til stakkels H.C. Andersen, der fortørnet piber 'Jamen hvad med eventyret?'.

Selvfølgelig var det 'Den Standhaftige Tinsoldat', Andersen var ved at læse op, med de små soldater, der lå i æsken og gerne ville lege med, men ikke kunne få låget af. Jo verden er så sandelig en scene.

Og så, ligeså kontant og bastant som det her var elegant, en helt anden gennemløbende bevægelse i afsnittet: Svin ad libitum. Fra nutidens baron, der havde svinet sig til og blev kaldt Grisling af sorte Claudia, der så nu er Ninkaninus (den rammehistorie er altså ikke heldig), over Monrad, der tryner  protokolkongen, til Didrichs svinske voldtægt af sigøjnerskønheden, og lige ned i svinestien, hvor seriens første kanonkugle ramte plet.

Næste gang kan det være vores glade jenser, der ligger og skriger som stukne grise, mens kammeraterne vader rundt i deres indvolde. Og det er faktisk også ved at være på høje tid.

De politiske kort er spillet, børnene er fløjet fra reden, og tålmodigheden er ved at slippe op. Vi sidder efterhånden små to millioner ved fjernsynsskærmen og skråler om kap med den mest blodtørstige nationalist fra 1864: Giv os så den krig! Ram os Ole!

Tv-drama, 1864 (3:8), DR1 søndag 20.00