Søren Kragh-Jacobsens psykologiske drama er mere til hjernen end til hjertet

 

Lossens time er den 25. time i døgnet. Det er der, alt kan ske, og den smukkeste time af dem alle, for de, der er følsomme nok til at opleve den.


Drengen, eller den unge mand i Søren Kragh-Jacobsens nye film, har oplevet lossens time. Desværre har han også ganske brutalt myrdet et ældre ægtepar i Sverige, og nu sidder han indespærret på den lukkede psykiatriske anstalt Katrinebæk. Her har psykologen Lisbeth (Signe Engholm) udstyret ham med en kat som en del af et adfærds-eksperiment. Men projektet er løbet af sporet. Drengen har forsøgt at tage sit eget liv, og da Gud og himmelharper dominerer hans tanker, opsøger Lisbeth præsten Helen (Sofie Gråbøl) og beder om hjælp, i et forsøg på at redde sin patient og sit eget renommé.


Således lyder optakten til 'I Lossens time', der midt i strømmen af håndholdt dansk realisme er et velsignet anderledes og interessant psykologisk trekantsdrama om bevæggrundene for vores handlinger, små som store. Om en dreng for følsom til denne verden, der mødes med svigt og behandles med lukkede døre. Om en psykolog, der har for travlt med sin egen karriere, til at se sin patient, og om en præst, der måske i sidste ende forstår ham for godt.

 

Der er således masser af tankegods i Kragh-Jacobsens film, der med Søren Malling som brysk fangevogter også får rejst spørgsmål om for hvis skyld, vi behandler psykiatriske patienter, som vi gør.


Men på trods af sine mange intelligente tanker og sympatiske træk er den desværre også som film lidt kedelig. Vi bliver aldrig rigtig fanget af drengen - der ellers spilles overbevisende af Frederik Johansen - og endnu mindre af præsten og psykologen. De er typer, der får identitet af deres profession, mere end de er levende personer, og begge spilles en kende mekanisk af Gråbøl og Egholm.


Man savner i liv i den dialogtunge historie, der er baseret på et skuespil af svenske P.O. Enquist. Også selv om instruktøren forsøger at give konstruktionen thriller-spænding i en kamp mod uret, hvor Helen kun har et døgn til at nå til bunds i begivenhederne.


Til gengæld er billederne flotte og stemningsfulde, ikke mindst i barndomsminderne fra Sverige, og Tobias Hylanders og Flemming Nordkrogs smukke musik er brugt med omtanke. Søren Kragh-Jacobsen skal have ros for at udfordre publikum intellektuelt, men følelsen af lossens magiske time, har vi stadig til gode.