Angelina Jolie er glad for at lægge stemme til Tiger i ’Kung Fu Panda’, fordi hendes sammenbragte børn er helt vilde med filmen

I det hus, hvor Brad Pitt og Angelina Jolie bor, er der også seks børn i alderen fra to til ti år. De er alle et naturligt publikum til ’Kung Fu Panda 2’, og derfor er mor Jolie mere end glad for at lægge stemme til Tiger.

- Jeg tror, det er naturligt for alle skuespillere med børn, at de gerne vil lægge stemmer til animationsfilm, og så er vi vel også alle sammen lidt børn en gang imellem. Selvfølgelig har jeg lavet filmen for mine børns skyld. Det er filmen, som mine børn elsker, og det er bedre end nogen som helst anden belønning, siger Angelina Jolie.

Sammenbragte børn


Vi er til pressekonference i Cannes, hvor filmen havde verdenspremiere i sidste måned. Var Jolie mon bange for, hvordan hendes sammenbragte børneflok ville reagere?

- Det fine ved ’Kung Fu Panda’ er, at vi gennem de to film vokser op med Po og lærer om forskellige sider af den menneskelige natur. Forhåbentlig bliver film nummer to en succes, så vi kan lave endnu flere film. I den første handler det om, at du kan blive til, hvad det skal være, hvis du vil det nok. Film nummer to handler om, at det er i familien, at kærligheden ligger, fordi der fokuseres mere på, hvad der ligger bag det sjove faktum, at Pos far er en and. Jeg har haft mine børn med inde at se fortsættelsen, og jeg spekulerede på, om de ville stille mig nogle spørgsmål om adoption og den slags, men ord som forældreløs og børnehjem er positive ord i vores hjem, så de var bare stolte af, at de så lignede helten Po endnu mere.

Børnene Maddox, Pax og Sahara er adopterede, mens Angelina Jolie er biologisk mor til Shiloh, Knox og Vivienne.

Animationens guldalder


Mener du, at vi står midt i en slags gylden æra for animationsfilm?

- Ja, vi er meget heldige at være med her, for det er animationsfilmens guldalder. Budskaberne er meget stærke i disse tegnefilm, og det er vigtigt for mig. Selvfølgelig skal børnene grine og underholdes, men der er også nogle ret fine livslektier at lære.

Hvordan var det at komme tilbage til en rolle anden gang?

- Det var sjovere at lægge stemme til Tiger anden gang, fordi alle skuespillerne kender hinanden bedre nu. Jeg elsker Tiger. Hun er en af de bedste karakterer, jeg nogensinde har spillet og hun har udviklet sig siden den første film. Og så synes jeg, det er en interessant vinkel, at tigeren er en hård pige, der har godt af at blive blødt lidt, mens Po er den bløde dreng, der skal hærdes, siger Angelina Jolie.

Du har ofte spillet markante kvinder eller ligefrem fightere. Hvad skyldes det?

- Derhjemme er jeg sådan en mor, der skifter bleer og som maler med vandfarver hele aftenen, men på filmlærredet er jeg tiltrukket af stærke personligheder, der kæmper for noget. Det er kampen, der er fascinerende. Jeg tror, jeg er meget heldig at være i det her fag i en tid, hvor den slags personer er på mode.

Hvad synes du generelt om filmfortsættelser?

- For at lykkes med den slags, skal man lave film nummer to bedre end den første, og det synes jeg, vi har gjort.