32-årige Ane-Marie Fleischer Larsen af en af de otte danskere, der har meldt sig til at sige ’ja’ til at blive gift med én, de aldrig har mødt før.

Og her til aften så seerne så, hvordan hun blev smedet sammen med 34-årige Ulrik Holm Rasmussen Pihl på Københavns Rådhus i sommer.

Hun har været single i tre år og tidligere været i et ti år langt forhold. Men selvom Ane-Marie Fleischer Larsen både har forsøgt sig på datingsider, på datingapp’en Tinder og i byen i jagten på kærligheden, så er manden i hendes liv endnu ikke dukket op.

»Jeg har ikke haft synderligt held. Og så er der selvfølgelig vennernes venner, men de er næsten alle sammen gift og har børn,« fortæller hun til BT.

Hun drømmer om at finde en kæreste og om at få børn:

»Jeg synes, det er vigtigt at finde en, man kan dele hverdagen op og nedture. En, man kan stifte familie med, og som er der for en. Alle mine veninder har kærester eller er gift og har børn,« tilføjer hun.

Derfor traf hun en stor beslutning tidligere på året:

»Jeg så programmet sidste år og syntes, det var rigtig godt. Det virkede som om, eksperterne matchede deltagerne på en god måde, og så kunne jeg ikke lade være med at tænke: ’Hvad nu hvis ham, jeg skulle være sammen med hele livet var lige dér?’ Jeg er for nysgerrig til IKKE at gøre det,« forklarer hun.

Er du bange for, at nogen vil tænke, at det er lidt desperat?

»Det er der nok nogen, der tænker. Men folk har forskellige holdninger, og det skal de have lov til. Jeg prøver det af, og det er udelukkende min beslutning,« lyder det afklaret fra Ane-Marie Fleischer Larsen, der ikke er bange for at blive udstillet i programmet:

»Der jo ikke ’Paradise Hotel’ eller reality. Man bliver matchet med en, som eksperterne har fundet efter grundig research.«

Både Ane-Marie Fleischer Larsens veninder og hendes familie har da støttet hendes noget utraditionelle giftemål – også selvom især familien i første omgang syntes, det var lidt mærkeligt, at hun skulle i fjernsynet:

»Min mor havde set programmet og syntes, det var godt, og familien har støttet mig 100 procent. Det har jeg også haft behov for – både inden og undervejs i forløbet.«

For det er da ’vildt underligt’, at alle snart kommer på fornavn med hende. Bare det at se traileren for programmet i den bedste sendetid har været lidt grænseoverskridende. Men hvis det nu ender godt, er det det hele værd.

Og indtil videre tegner det godt mellem bruden og den to år ældre Ulrik:

»Da jeg kom ind på rådhuset og så ham, blev jeg helt lettet. Han var pæn og så sød ud og var også sådan en, jeg godt kunne have gået efter i byen. Han virkede mindre nervøs end mig – mere roligt. Det var et rigtig godt førstehåndsindtryk,« lyder de rosende ord om ægtemanden, der endda har skæg - præcis som Ane-Marie Fleischer Larsen havde fortalt eksperterne, at hun godt kan lide.

»Jeg leder ikke efter en bestemt type, men en der er sød og kærlig og klar til at få børn,« tilføjer hun.

Selv ved Ane-Marie Fleischer Larsen og Ulrik Holm Rasmussen Pihl naturligvis godt, om deres arrangerede ægteskab har fået et lykkeligt udfald. Vi andre må derimod vente yderligere seks tirsdage på at finde ud af, om dette års sæson kan skabe flere harmoniske par end tidligere. Indtil videre er programmets succesrate nemlig ikke prangende. Ingen af de i alt ni par er blevet sammen.

Første afsnit af den nye omgang 'Gift ved første blik' bliver sendt tirsdag den 13. oktober klokken 20 på DR1.