CANNES: Stjernen fra “The Handmaid’s Tale” og “Mad Men”, Elisabeth Moss fortalte Berlingske om en usædvanlig sexscene, som hun lavede sammen med den danske skuespiller Claes Bang.

Den svenske instruktør Ruben Östlund bliver af det svenske filminstitut kaldt “Kongen af det akavede”, og i hans nye film “The Square”, der er i konkurrence i Cannes, er der talrige scener der under optagelserne satte den amerikanske skuespiller Elisabeth Moss og den danske skuespiller Claes Bang på udfordrende opgaver, heriblandt en meget hektisk og svedende samleje-scene.

Berlingske spurgte Elisabeth Moss hvordan det havde været at optage scenen, der skiftevis viser hendes og hans synspunkt under det seksuelle møde.

»Sex er altid svært og akavet at filme, men når man filmer med Ruben bliver det tusind gange sværere og akavet, for det er den følelse han vil ha’ frem i filmen,« siger Elisabeth Moss.

I den ganske lange scene har man hendes karakters point of view - man ser hvad hun ser - nemlig en mand der ligger på ryggen, udsat for hendes vilde ridt. Samtidig ser man også hvad han ser nedefra, nemlig Elisabeth Moss’ karakter i fuld galop. Sex har sjældent set så anstrengende og skægt ud som i “The Square”.

»Man ser, hvordan ens partner ser ud under sex - og det er ikke altid for kønt,« siger Elisabeth Moss.

Scenen er selvsagt en filmisk illusion. Under optagelserne sad Elisabeth Moss på en trækasse og rokkede op og ned, mens filmens fotograf filmede det hele nede fra - uden kasse.

Cannes d. 20. maj 2017 (på billedet fra venstre mod højre): Den svenske instruktør Ruben Ostlund, den amerikanske skuespillerinde Elisabeth Moss, den danske skuespillerdanske Claes Bang og skuespilleren Terry Notary fra USA. Her ses de i forbindelse med premieren af spillefilmen 'The Square'. 
Cannes d. 20. maj 2017 (på billedet fra venstre mod højre): Den svenske instruktør Ruben Ostlund, den amerikanske skuespillerinde Elisabeth Moss, den danske skuespillerdanske Claes Bang og skuespilleren Terry Notary fra USA. Her ses de i forbindelse med premieren af spillefilmen 'The Square'.  Foto: IAN LANGSDON
Vis mere

»Vi prøvede at få det til at se virkeligt ud i virkeligt lang tid, og i sidste ende er man bare nødt til at slippe al ego og generthed. Heldigvis kan Ruben også skabe så trygge rammer, at man ender med kun at være bange for at komme til at grine,« siger Elisabeth Moss.

Hendes danske medskuespiller Claes Bang kommenterer også på sexscenen og hvordan kameraet ser direkte ind i skuespillernes øjne.

»Det er normalt kun i pornofilm, at skuespillerne kigger ind i kameraet. Har jeg hørt...jeg har ikke set så mange af dem,« siger Claes Bang i spøg, der også bekræftede, at filmen levede fuldt op til instruktørens motto om, at ingen skuespiller får lov at forlade en optagedag med deres personlige værdighed i behold.

'The Square' handler om en dansk museumsdirektør i Stockholm, der beslutter sig for at finde en ukendt tyv, der har stjålet hans tegnebog og manchetknapper med uoverskuelige konsekvenser til følge.