Amalie Lyhne, skribent på BT.
Amalie Lyhne, skribent på BT. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Hvorfor er det lige fedme og rygning, det dømmesyge folkedyb kaster sig frådende over?

»Usmageligt« – »diskriminerende« – »I burde skamme jer noget så grusomt« – »idiotisk« - »I har permanent mistet mig som seer«.

TV3-programmet »Min fede træner«, som blev sendt for første gang i onsdags, har skabt stor debat. Her er blot et lille udpluk af de mange vrede kommentarer, som i løbet af ugen er tikket ind på TV3’s Facebook-side. Samtidig er der også mange seere, der forsvarer programmet og opfordrer de fede til at tage sig sammen.

»Min fede træner« handler om fire overvægtige danskere, som får hver deres kendis som personlig træner og coach – og kendissen tager først en masse kilo på, så de to kan tabe sig sammen. Bloggeren Mascha Vang og den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein er blandt de kendte – og for en stund – fede trænere.

Programmet og debatten er symptomatisk for en meget kedelig tendens i tiden: Vi har helt ufatteligt travlt med at blande os i hinandens privatliv. I de her dage bliver de fede så forsvaret af en masse mennesker, der synes, at TV3 er gået over grænsen.

Det er fint. Men generelt synes jeg, at selvretfærdig harme over andre menneskers måde at leve på er en alt for stor del af snakken til familiefesterne, smalltalken i kantinen og råberiet i den offentlige debat.

Det er selvfølgelig rigtigt, at livstilssygdomme er en alvorlig ting, som har både nedsat livskvalitet, skattekroner og menneskeliv på samvittigheden. Og livsstilssygdomme skyldes jo netop rygning, fedme og inaktivitet.

Derfor er langt de fleste af os også enige om, at vi som samfund skal tilbyde folk hjælp til at kvitte smøgerne eller tabe sig. Det er ikke altid let at få sundere vaner, selvom man gerne vil, og det er både fair og fornuftigt, at fællesskabet giver en hjælpende hånd. De praktiserende læger skal tale med patienterne om det. Oplysningskampagner kan være en fin ting. Julemærkehjemmene er fantastiske. Offentligt tilskud til rygestopkurser og alkoholafvænning er en god idé.

Men her stopper festen altså – i hvert fald for mit vedkommende. For al denne hjælp skal netop være frivillig. Folk skal selv ville det. Og der skal være fuld respekt for dem, der takker nej.

For det er faktisk muligt at leve et aktivt, kærligt og spændende liv, selvom man vejer 20 kilo for meget. Det er muligt med fuldt overlæg at vælge smøgerne til – selvom man kender risikoen. Det er muligt at leve på alle mulige forskellige måder, som giver mening for én selv, selvom naboen, lægen eller politikerne ikke forstår det eller ikke bryder sig om det.

Og dén forskellighed skal der være plads til. Vi skal da ikke have et samfund, hvor vi alle sammen ligner hinanden: Små sunde robotter med perfekt BMI, broccoli i maven og skridttæller om håndleddet.

Egentlig er det også noget mærkeligt noget, at det lige præcis er fedme og rygning, som det dømmesyge folkedyb kaster sig frådende over. Det er altså også hamrende usundt og risikabelt at dyrke ekstremsport, arbejde alt for meget, sove alt for lidt eller være ensom. Men den slags holder vi os fra at kommentere – det hører jo privatlivet til, ikke?

Jo. Men det gør vægten altså også.

Lad nu de fede være fede.

SMS

Hitter på Facebook