For tyve år siden blev Jan Linnebjerg landskendt med nissehue og hængerøvs- bukser som Pyrus. To årtier efter er kostumet det samme

Præcis tyve år er der gået, siden TV2’s julekalender ’Alletiders jul’ blev vist første gang og gjorde Jan Linnebjerg berømt som nissen Pyrus. I år viser TV2 en Pyrus-julekalender igen, og det får den nu 54-årige skuespiller til atter at trække i nissetøjet.

Hans kalender for december er overtegnet. Mindst to job hver eneste dag, skyder Jan Linnebjerg på, at han i snit har denne jul. Så travlt havde han ikke engang i 2007, da TV2 forrige gang viste en Pyrus-julekalender.

»Pyrus redder min økonomi i år, ingen tvivl om det. Det har fået en helt vild revival, og det er som om, det er blevet endnu større i år. Der er en helt ny generation af børn, der først lærer ham at kende nu, og det kan man mærke,« siger Jan Linnebjerg, der selv er gift og har to børn.

»Jeg farer rundt. Og jeg kan godt mærke, at jeg sidder stille i en bil og kører 2.500 km om ugen. Jeg plejer at være i god form, men denne december har jeg taget fire kilo på,« afslører skuespilleren, som kommer direkte fra Ballerup Centret, hvor han har optrådt for en masse børnehavebørn.

At der i dag stadig er bud efter Pyrus, havde den dengang 34-årige skuespiller aldrig kunnet forudse, da han for første gang tonede frem på skærmen med nissehue, hængerøvsbukser og gode sange i bedste sendetid på TV2.

»For tyve år siden var jeg ukendt, da Pyrus blev vist. Den 2. december om morgenen ringede så den første journalist, og derefter blev det helt sindssygt. Resten af den julemåned var det en dårlig dag, hvis ikke minimum tre journalister havde ringet. Det var vildt, sjovt og surrealistisk. At Pyrus havde den effekt på Danmark, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig,« siger han og røber, at han også fik flere ægteskabstilbud fra kvinder.

Sidder fast i rollen

Men efter storm kom stilhed. Og den ramte Jan Linnebjerg, der er uddannet fra Statens Teaterskole, hårdt.

»Jeg har jo måttet sande, at da jeg bagefter var allermest ambitiøs og havde lyst til at lave mere skuespil, film og tv, var der ikke nogen, der ringede. Der var bare tavshed. Det var selvfølgelig en pille at sluge, og man skal lige ryste af sig, at der ikke sker noget som helst,« husker han.

»Jeg er ikke typen, der lægger mig ned og tuder, men jo, det har da haft sin effekt på mig. Du står jo og er klar til at springe ud fra ti meter-vippen og finder ud af, at der ikke er vand i bassinet. Hverken i dag eller i morgen.«

Årsagen er, ifølge ham selv, at han ikke kunne komme fri af sit alter ego.

»Ja, jeg vil jo stadigvæk påstå, at Pyrus-figuren var så stor, at man tænker ’han kan jo ikke lave andet’. Det er jo mærkeligt, for hvis det var Tyskland, England eller Amerika, ville man sige ’hey, ham der går det godt for, ham skal vi da nappe’. Men sådan er det ikke i Danmark. Stadig kigger folk i min indkøbskurv og kommer med kommentaren, ’nå, jeg troede, du spiste risengrød’,« siger Jan Linnebjerg og bliver meget apropos afbrudt af en dreng med nissehue, der vinker og råber ’hej Pyrus’ i Torvehallerne i København, hvor interviewet foregår.

»Jo, det kan godt være trættende, at man altid ser Pyrus og ikke Jan Linnebjerg. Men så kommer man ud til 500 glade børn, der synger med, og så kan man da kun blive glad i skralden,« siger han.

I stedet kastede han sig over et golfprojekt, der kort efter blev hårdt ramt af finanskrisen. Lige siden har han kæmpet med at få det op at køre, og nu ser det endelig ud til at lykkes. Han har netop fået en godkendelse fra Dansk Golf Union.

»Jeg bliver jo dumstædig og vil have det til at lykkes. Der er jo også gået Pyrus-penge til det, og så bliver jeg sådan lidt, at de penge skal da ikke gå til spilde,« siger han og skyder på, at han har postet et par millioner i projektet.

Drømmer om mere Pyrus

Selv om fødselsattesten siger 54 år, er Jan Linnebjerg lige så ung af sind som dengang for to årtier siden, da han blev landskendt.

»Lige nu føler jeg mig slet ikke for gammel til at trække i Pyrus-kostumet. Der kommer nok en tid, hvor det sker, men når jeg tager mit Pyrus-tøj på, føler jeg mig som en 25-årig ungnisse. Jeg kan takke Ole Henriksens ansigtscreme for, at jeg ikke ser ældre ud,« griner han.

Det er ikke blevet til mange teaterroller siden Pyrus blev kendt, men det gør ikke længere ondt. Dog er der én ting tilbage på ønskelisten:

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi runder historien af og laver en fed afslutning med Pyrus, Kandis, og hvis de får børn. TV2 og Martin Miehe-Renard skal selvfølgelig synes, det er en god idé. Men ja, det kunne være sjovt at lave den sidste.«

Pyrus-fakta:
1994: Alletiders jul er første julekalender med Pyrus og blev genudsendt i 2004. Det er den mest sete familiejulekalender med 1.383.000 seere i gennemsnit i 1994. Da serien blev genudsendt i 2004 havde den én mio seere.

1995: Alletiders Nisse blev genudsendt i 2006. Det er den næstmest sete familiejulekalender nogensinde, med 1.344.000 mio. seere i gennemsnit, kun overgået af dens forløber, Alletiders Jul.

1997: Alletiders Julemand blev genudsendt i 2007 og er tilbage igen i år.

2000: Filmen Pyrus på pletten. Skrevet og instrueret af Martin Miehe-Renard.