(4/6)

Alletiders Allan

I Sverige har de også deres egen Allan. Han er ikke meget for mænd, der danser, men han er glad for ting, der eksploderer.

I Sverige har de også deres egen Allan. Han er ikke meget for mænd, der danser, men han er glad for ting, der eksploderer.

Den hundredårige

Livet er, hvad det er. Og det går, som det går, lyder Allans livsfilosofi, og på sin hundredårsdag kravler han ud ad vinduet på plejehjemmet for at efterleve den i praksis. I slåbrok og hjemmesko, men det går, som det går.

På stationen får han en busbillet og fingre i en kuffert, der egentlig tilhører en bister rockerbande, og snart er han med sin nye ven Julius, en elefant og 50 millioner midt i et eventyr, baseret på Jonas Jonassons bestseller, der har ligget stakket op under årets danske juletræer.

Allan er uinteresseret i politik, religion og fortrydelser, men hans glæde for at sprænge ting i luften har i bedste Forrest Gump-stil bragt ham vidt i verdenshistorien, når Franco, Stalin og Truman ville bombe verden til forståelse, eller Gorbatjov skulle have væltet en mur. Nu knalder det atter løs omkring den hundredårige, men som altid er Allan stoisk upåvirket af omgivelserne, mens han beretter sin livshistorie for os, og det er en stor del af charmen i den ret fjollede film.

Absurd humor

Udover Jonassons roman synes ’Den hundredårige’ at være inspireret at den let absurde humor og godmodige svenske provinsidyl i Lasse Hallströms klassiker ’Mit liv som hund’, og et langt stykke ad vejen rammer den fint samme stemning, omend ikke den underliggende alvor. Rockerrøverne er for pjattede – især deres amerikanske leder er en træt kliché – og visse ting fungerer bedre på skrift end på film. En elefant for eksempel bliver i levende live noget bastant.

Men meget er sjovt, især i tilbageblikkene. Robert Gustafsson er med sit underspillede pokerfjæs et hit som titelpersonen.