Effekterne er vilde, men smilet stivner i den Tim Burton-fri fortsættelse af ’Alice i Eventyrland’
Jeg var temmelig vild med Tim Burtons skruptossede ’Alice i Eventyrland’ fra 2010. Men fortsættelsen ’Alice i Eventyrland: Bag spejlet’ uden den excentriske instrukør virker lidt anstrengt.
Johnny Depp giver den stadig som farverig hattemager. Mia Wasikowska er tilbage som Alice selv. Og Tim Burtons kone Helena Bonham Carter affyrer samtlige kanoner i rollen som Den Røde Dronning, kendt for kampråbet ’Off with their heads’.
Ny på rollelisten er Sasha Baron Cohen, der spiller selveste ’Fader Tid’. Og det er sammen med ham, at James Bobin finder nogle af filmens nye og mere charmerende og mindre bombastiske øjeblikke.
Desværre trampes disse ofte ned af især Depps og Carters alt for voldsomme tiltag. Og dét, der nok skulle have været finurligt, ender i stedet som overgearet.
Ny historie
Den nye instruktør James Bobin, der blandt andet stod bag de to seneste Muppet-film, er ligesom Burton selv ikke bange for de vilde special-
effekter og syrede optrin. Men i modsætning til sit forbillede er Bobin lidt forudsigelig i sin absurditet. Og så er der jo historien.
Étteren fra 2010 var i sagens natur bygget på Lewis Carrolls klassiske roman for børn. Derfor var manuskriptforfatterne denne gang på egen hånd. Og den nye historie er som følger:
Efter nogle få år på eventyr vender Alice tilbage til London. Her finder hun ud af, at tørvetriller-familien er ved at miste deres hjem. Midt i denne alt for virkelige problemstilling suges vores heltinde tilbage til eventyrland, hvor den tossede hattemager (Johnny Depp) også er løbet panden imod en mur.
Stjæler en tidsmaskine
Nedsunket i en dyb depression er hattemageren overbevist om, at hans familie stadig er i live.
Og for at hjælpe sin klædeligt vanvittige og lettere overspillede ven stjæler Alice nu en tidsmaskine fra selveste Fader Tid (Sasha Baron Cohen).
Sammen rejser Alice og hattemageren igennem tiden. Begge har det måske svært med deres biologiske familier. Men i hinanden finder de noget større. Og selvom skuespillet og manuskriptet til tider er fyldt med huller, så er meningen god, og filmen er (trods alt) en fin æstetisk oplevelse.
