Når DR til januar sætter 11. sæson igang af 'X Factor', bliver det med en ny, rutineret dommer på holdet.

Ugebladet Tæt På skriver i denne uge, at det er ingen ringere end hele Danmarks 61-årige rockmama Sanne Salomonsen, der har valgt at takke ja til udfordringen som ny 'X Factor'-vært. Sanne Salomonsen selv er ikke vendt tilbage på BT's henvendelse, men ifølge vores oplysninger, er den god nok.

Hun har tidligere blandt andet været gæstedommer i talentprogrammer som 'Talent 09' og 'Scenen er din', men nu er hun færdig med at være vikar. Nu går hun fuldt dedikeret ind i opgaven på at finde Danmarks nye Citybois, 'X Factor'-Martin og Basim-typer

Sanne Salomonsen
Sanne Salomonsen Foto: Nils Meilvang
Vis mere

DR har endnu ikke officielt præsenteret det nye dommerpanel, og det er derfor stadig uvist, om Thomas Blachman og Remee gør Sanne Salomonsen selskab i programmet. Ifølge ugebladet Tæt På ønsker Mette Lindberg, der har været 'X Factor'-dommer de seneste to sæsoner, ikke længere at være med.

Jan Lagermand Lundme, der er DR's underholdningschef skriver i en mail til BT:

»Jeg har ingen kommentar til det, men vi i inviterer snart til pressemøde, hvor vi præsenterer de tre dommere til den kommende sæson.«

Sanne Salomonsen er en af de helt tunge navne i dansk musik. Siden sin debut i 70'erne har hun udsendt 16 album, hvoraf hovedværket 'Sanne' fra 1989 med over 400.000 solgte eksemplarer, er et af de bedst sælgende album i Danmarkshistorien.

I 2006 blev hun ramt af en blodprop i hjernen, hvilket satte karrieren midlertidigt på standby, men de seneste år har hun kæmpet sig tilbage, og selvom hun ikke længere er den sangerinde, der sælger flest koncertbilletter, er hun stadig en legende i dansk popmusik. Om hun formår at smitte sit talent af på 'X Factor'-deltagerne, får vi at se til næste år.

Sidste sæsons dommerpanel: Blachman, Mette Lindberg og Remee.
Sidste sæsons dommerpanel: Blachman, Mette Lindberg og Remee. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

'X Factor' blev som bekendt i foråret vundet af den unge sanger Morten Nørgaard, der siden har haft svært ved at holde gang i karrieren.