Tidligere på efteråret valgte bloggeren Fie Laursen at stå frem og fortælle, at hun var blevet gravid. Faderen til barnet skulle angiveligt have truet hende flere gange, og hun valgte at få en abort 'af hensyn til barnets sikkerhed'. I et nyt blogindlæg åbner hun op omkring, hvordan hun har haft det efter aborten.

Og det har ikke været så nemt, som Fie Laursen selv havde håbet, skriver hun på bloggen. Fie Laursen fortæller, at hun til at starte med ikke troede, at aborten ville påvirke hende. Det har den dog, og Fie Laursen forklarer, at hun følte aborten var en stor beslutning, som har påvirket hendes sind og tanker.

Fie Laursen skriver i indlægget, at hun altid har været imod aborter, men at det i denne situation var det rette for hende.

Hun fortæller, at valget om abort handlede om, at hun frygtede for barnets liv, og beslutningen i sig selv fortryder hun ikke. Alligevel har aborten påvirket hende mere, end hun havde regnet med.'

'Jeg vil lyve hvis jeg siger aborten ikke har påvirket mig – Jeg føler at jeg ser baby’er overalt, det gør ondt inden i når folk joker om at få en abort, det gør ondt helt i maven og giver mig en klump i halsen, når jeg høre veninder sige ‘Vi glemte fandme kondom, fuck så må jeg få en abort hvis det er’. Av. Min facebooks tidslinje er fyldt med scanningsbilleder og glade forældre. Måske har de altid været det? Måske bemærker jeg det bare først nu?', skriver Fie Laursen, der også afslører, at hun ikke har haft sex siden hun fandt ud af, at hun var gravid.

Hun fortæller, at hun er blevet 'sex skræmt', fordi hun føler sig sårbar og har forstået 'alvoren af konsekvenserne ved sex'. Fie Laursen skriver, at hun har datet et par fyre efterfølgende, men at hun ikke har følt sig ordentligt klar. Og det er ikke kun i forhold til fyre, dating og sex, at aborten har påvirket den 20-årige blogger.

Fie Laursen var for nyligt inde for at se filmen 'Bridget Jones Baby,' hvor hun ikke havde tænkt over, at filmen kunne røre noget i hende. Det gjorde den dog i den grad.

'Da hun lå og så hjertet slå op scanningen frøs mit blik helt, jeg græd ikke, men det følte jeg at jeg gjorde inden i. Mit hjerte gjorde ondt, jeg følte mig helt frosset, som jeg ikke rykkede mine øjne fra skærmen. Jeg så hele min scanning for mig, det var mærkeligt,' skriver hun.



Fie Laursen er dog ikke blevet afskrækket i forhold til at få børn. Tværtimod. Hun fortæller på sin blog, at hun efter aborten stadig gerne vil have børn, og at den lyst faktisk er blevet styrket yderligere. Fie Laursen fortæller dog, at hun gerne vil vente.

Det er langt fra første gang, at Fie Laursen åbner op på sin blog. Tidligere har hun fortalt, hvordan hun i flere år havde løjet, men nu har lagt det bag sig. Derudover fortalte hun i midten af december, at der snart kommer en bog, som hun har kaldt 'Min ærlighed,' og som efter Fie Laursens eget udsagn skulle indeholde to af hendes dybeste hemmeligheder.