Selvom Kiefer Sutherland er blevet synonym med rollen som Jack Bauer, giver det ham kriller i maven at blive genoplivet i en ny sæson

Han smiler. Ser mild og imødekommende ud. Og ryster leende på hovedet af, at han reagerer, når folk kalder ham Jack. Så meget er de smeltet sammen. Kiefer Sutherland og karakteren Jack Bauer fra ’24 timer’.

Men hvis man dermed tror, at den 47-årige Hollywoodstjerne med lethed er hoppet tilbage i Jack Bauers hurtigtløbende sko, så tager man fejl.

- Jeg er skrækslagen. Hvorfor åbne denne dåse orm igen? Sæt nu, at alt hvad vi har bygget op, bliver fucked up. Sæt nu, at jeg ødelægger alt, siger Kiefer Sutherland.

Den følelse fyldte ham i et halvt år. Sidder stadig delvist i hans krop. Men i takt med at optagelserne til denne niende sæson af ’24 timer’ skrider frem, vokser også troen på, at han og holdet bag den prisvindende tv-serie har fat i den lange ende og truffet den rette beslutning. 

Manden bag Homeland

Ideen til en genoplivning af serien kom fra Howard Gordon, ’24 timer’s executive producer, som også er manden bag en anden prisvinder, ’Homeland’. Det var ham, der udtænkte idéen om at komprimere serien til 12 afsnit og tage udgangspunkt i Jack Bauers tilværelse som flygtning, som en mand der har mistet alt, hvad han har kær. Tilsat selvfølgelig en krise, der skal afværges på 24 timer.

- Da Howard ringede om det, ville han vide, om jeg var med eller ej. Ellers var der ingen grund til at arbejde videre med ideen. Og jeg spurgte indgående ind til, om han nu var sikker på, at det ville blive bedre end noget, vi havde lavet før. ’Ellers havde jeg jo ikke ringet’ var svaret bare.

- Men fra det øjeblik jeg havde sagt ja, begyndte angsten at bryde ud. Jon Cassar (instruktør, red.), Howard og jeg har aldrig følt, at vi fik lavet den perfekte sæson. Vi har været meget stolte af de otte foregående sæsoner, og lukkede døren bag os med følelsen af virkelig at have udrettet noget stort. Men frygten for at den samme dør nu skulle ramme os bagi med et brag.... Det tog lidt tid, før jeg kunne slappe helt af, forklarer Kiefer Sutherland.

Bag tremmer

Skuespil har været hans liv i 30 år. Og listen over film er lang og spraglet og tæller alt fra forlængst glemte b-film til Lars von Triers ’Melancholia’. Men siden 2001, hvor ’24 timer’ blev sendt for første gang, har netop rollen som den utilpassede helt Jack Bauer været hans varemærke. En rolle han da også privat har praktiseret ved et par lejligheder de senere år, hvor han har været i klammeri med politi og paparazzi-fotografer og efterfølgende måttet afsone en dom på 48 dage bag tremmer.

Så kort før jul 2007 iførte han sig den orange fangedragt i fængslet i Glendale, Californien, hvor han fik enecelle og ellers udførte vaskeri- og køkkentjeneste, som bl.a. omfattede at servere dagens tre måltider til de øvrige indsatte.

- Det gav mig virkelig en lærestreg. Jeg satte alt for meget på spil ved min opførsel, har Kiefer Sutherland efterfølgende sagt om episoden og straffen.

Karrieren er i hvert fald tilbage på rette spor. Med mindre selvfølgelig at Kiefer Sutherland ødelægger det hele med 9. sæson af ’24’.

- Jeg tror, at der er en ægte interesse for, at Jack Bauer er tilbage. Og én ting kan jeg love: Jack har stadig en totalt lortedag, og uendelig mange ting sker om ørerne på ham. Men denne gang er han hårdere og mere ondskabsfuld end nogensinde!