Der var krise i kulissen på Årgang 0 op til Stephanies konfirmation i foråret sidste år. Stephanies mor og far var ikke helt enige om, hvordan datterens konfirmation skulle holdes. Men så greb Stephanie ind.

Tirsdag aften fortalte Stephanies forældre åbent, at de havde haft en krise op til deres ældste datters konfirmation. Christina Siquenza Bomholt og Christian van der Watt kunne nemlig ikke blive enige om, hvordan datterens konfirmation skulle holdes. Stephanies mor ville som udgangspunkt kun komme med i kirken og så holde en særskilt fest for datteren ugen efter selve konfirmationen.

»Jeg sagde fra starten, at det var op til Stephanie. Men at hun skulle kun have en konfirmationsfest, fordi jeg synes, det var fjollet med to«, lyder det fra Christian van der Watt.

I tre-fire uger kørte konflikten mellem forældrene. Og til sidst var det Stephanie, der afgjorde striden. Hun fortalte nemlig sin mor, at hun kun ønskede en fest, og at hendes mor skulle være med hele dagen. Og sådan blev det, som man også kunne se i tirsdagens afsnit.

Her så man også, hvordan Stephanie overraskede sine forældre til tårer med en dans, som hun i dybeste hemmelig havde øvet sig på.

»Lille Stephanie, der jo altid har været lidt tilbageholdende, stod lige pludselig der til skue for alle. Der blev jeg overvældet med stolthed, fordi hun også havde nosser til at fremføre dansen foran os alle sammen. Det syntes jeg var helt fantastisk«, fortæller den stolte far, der også fortæller, at konflikten mellem ham og Stephanies mor var løst længe før konfirmationen.