I tirsdagens afsnit af 'Årgang 0' åbner deltageren Stephanie Van-Der Watt for, at hendes år i niende klasse ikke var en god oplevelse.

Ved udgangen af ottende klasse stod det nemlig klart for Stephanie, at en del af de vanlige venner og veninder fra klassen skulle på efterskole, og derfor blev hun del af en ny klasse. Det skriver TV 2.

Og med farvellet til de gamle klassekammerater skulle hun forsøge sig med at finde sammen med nye venner i den nye klasse. Hun gik ind til året med oprejst pande og en forventning om, at det skulle gå godt - men sådan blev det ikke.

»Der har tit været nogle fester i klassen, men jeg har ikke været inviteret til én eneste, udover vores afslutningsfest, som man ligesom var tvunget til at tage med til,« fortæller Stephanie i tirsdagens afsnit.

Selv mener den 16-årige 'Årgang 0'-deltager, at hun forsøgte alt, hvad hun kunne. På sidste skoledag i niende klasse var der dog endelig lidt opblomstring, men der skulle deltagelse uden for klassen til at gøre dagen god. Her var veninden Freja, der havde tilbragt året på efterskole, med på dagen. En dejlig oplevelse, der desværre også havde en mere trist udgang, forklarer Stephanie i programmet.

»Freja fik jo lov til at være med på skolen, og det var jeg superglad for. Men så snart vi skulle i Tivoli og skulle med bussen, var jeg bare helt alene,« fortæller hun.

'Årgang 0' har bevæget sig ind i det 17. år af serien, der har fulgt deltagerne og deres familier siden 1999. Tirsdagens afsnit kan ses på TV 2 klokken 20.00.