I Slagelse har ’Årgang 0’-Stephanie fået bedre mulighed for at se sin mor og sine yngre halvsøskende i hverdagen, efter at hendes mor, Christina Siquenza, atter har rykket teltpælene op og er flyttet tilbage til Danmark.  Det skriver tv2.dk.

Den 34-årige ’Årgang 0’-mor har i en kortere årrække boet i Malmø. Efter separationen fra sin eksmand Jeppe Syrac, med hvem hun har sønnen Pelle, følte hun dog, at hun havde behov for at bo tættere på sine to ældste børn.

Det fortæller hun i sæsonens andet afsnit af ´Årgang 0’, der bliver sendt tirsdag aften:

»Jeg kunne mærke i mit hjerte, at jeg var nødt til at flytte tilbage til Danmark og tættere på Stephanie og Isabella. Så jeg ser dem jo meget mere, og det er rigtig, rigtig dejligt,« fortæller Christina Siguenza ifølge tv2.dk i programmet.

De sidste fem år har 15-årige Stephanie van der Watt fra Slagelse måttet rejse langt for at sin mor og sine yngre halvsøskende, som hun kun har haft mulighed for at se hver anden weekend og i ferier. Derfor er også hun glad, at hun har fået sin mor og sine yngre søskende tættere på, siger hun i programmet.

Heraf fremgår det også, at den pligtopfyldende teenager er begyndt at babysitte sine yngre søskende med jævne mellemrum.

Gennem de sidste 16 år har seerne fulgt hendes liv familie på godt og ondt i TV 2s dokumentarserie ’Årgang 0’. Det er en programserie, der siden 1999 har fulgt fire familier med det til fælles, at de alle har fået børn født omkring årtusindeskiftet.

Siden 2012 har ’Årgang 0’-Stephanies mor, Christina Siguenza, kun optrådt lejlighedsvist i programmet, efter at hun som følge af en række turbulente år valgte at trække stikket fra programmet.

Trofaste seere af programmet husker sikkert, at hun efter skilsmissen fra Stephanies far i 2005 fandt sammen med Martin Rohrberg, som hun senere fik sønnerne Romeo og William med. Et blåt øje blev dog afslutningen på parrets ægteskab i 2008, og Martin Rohrberg blev senere idømt en fængselsdom for vold mod sin ekskone, Christina Siguenza.

Efterfølgende kom der atter ro over situationen, da Christina Siguenza begyndte at læse til sygeplejerske. Men i 2010 traf hun en svær beslutning, da hun besluttede, at hendes to døtre, Stephanie og Isabella, ikke længere skulle bo hos hende for at hun bedre kunne koncentrere sig om sin uddannelse.

»Jeg tror ikke, at pigerne føler sig valgt fra. Jeg har snakket med dem om det, og de kan godt forstå, at hvis mor ikke fungerer, så fungerer det ikke,« lød det dengang fra Christina Siguenza.

Siden fandt hun sammen med betjenten Jeppe Syrac, og i 2011 flyttede parret til Sverige sammen med Stephanies to små halvbrødre, Romeo og William. I 2012 blev parret desuden forældre til sønnen Pelle, men i slutningen af 2014 annoncerede Christina Siguenza, at hun havde valgt at lade sig skille for tredje gang.

Tidligere i programrækken har Christina Siguenza givet udtryk for, at hun har lidt af samvittighedskvaler over, at hun har været væk fra døtrenes hverdag. Men i aftenens program fortæller Christina Siguenza, der netop har afsluttet sin uddannelse til sygeplejerske, at hun er parat til nu at ’starte forfra’ igen.

»Det kan jo godt være lidt skræmmende, at man føler, at man skal starte forfra, men på den anden side har jeg også nogle ambitioner og nogle nye mål, jeg har sat mig for at opnå, som gør, at jeg ikke er så skræmt igen for at starte forfra,« siger hun.

Siden 2010 har Stephanie og lillesøsteren Isabella boet hos deres far, Christian van der Watt, i Slagelse, hvor også pigernes halvbror Tristan, som faderen har sammen med ekskæresten Pia, bor.

I sæsonens andet afsnit af ’Årgang 0’ lægger Christina Siguenza dog ikke skjul på, at hendes dør altid står åben, også hvis hendes to ældste børn skulle have lyst til at flytte hjem til hende igen. Hun understreger dog, at det ikke er noget, hun vil presse dem til.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Christina Siguenza, men hun har ikke ønsket at tilføje yderligere, end hun gør i aftenens program.

Se sæsonens andet afsnit af ’Årgang 0’ tirsdag den 12. januar klokken 20.00 på TV 2 eller lige nu på TV 2 Play.