Siden hun blev født, har seere fulgt 15-årige Stephanies udvikling i TV 2-dokumentarserien 'Årgang 0'. Nu er hun for alvor ved at blive voksen og tager sine egne beslutninger.

Det har blandt andet ført til en lidt kontroversiel kropsudsmykning - i hvert fald ifølge hendes mor, skriver tv2.dk. Det fremgår af det første afsnit af den nye sæson, der har premiere tirsdag aften.

I anledning af sin 15 års-fødselsdag tog Stephanie mod til sig og fik en helt bestemt piercing, som hun længe havde ønsket sig.

»Jeg har fået en tungepiercing. Jeg har altid gerne villet have en tungepiercing. Egentlig var det meningen, at jeg ville vente, til jeg var 16. Men jeg tænkte, at når andre folk bliver piercet, vil jeg også gerne,« lyder det fra en tydeligt mere karakterfast Stephanie i sæsonpremieren.

Det var Stephanies egen far, Christian, som har sin egen tatovørforretning, der lavede piercingen.

»Det var min far, der lavede den, så han er okay med det. Men min mor er sådan lidt... Hun er ikke så glad for sådan nogle piercinger og sådan noget. Men jeg tror, hun er ved at indse, at jeg godt kan lide sådan noget,« fortæller Stephanie med et smil i programmet.

Stephanie (i midten) og Isabella (til venstre) sammen med deres familie på den røde løber til optagelserne til 'TV2 015: De største øjeblikke'
Stephanie (i midten) og Isabella (til venstre) sammen med deres familie på den røde løber til optagelserne til 'TV2 015: De største øjeblikke' Foto: Martin Sylvest
Vis mere

'Årgang 0' er en dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark.

Udover Stephanie og hendes familie følger man i tv-programmet også Emma, Rachel og Christian og deres familier. Dokumentarserien følger børnene, til de bliver voksne.

Emma og hendes familie har dog valgt at holde en pause fra serien i år. De er derfor kun kort med i begyndelsen af den nye sæson tirsdag aften kl. 20 på TV 2.