Tirsdag var der premiere på den nye sæson af det populære dokumentarprogram 'Årgang 0' på TV 2.

Her kunne man blandt andet se Stephanie fejre sin 16-års fødselsdag. Efterfølgende har hun stillet sig til rådighed i en livechat på TV2.dk, hvor nysgerrige seere har kunnet få slukket deres tørst med alverdens spørgsmål. De var især interesserede i at høre, om teenageren havde fundet sig en kæreste.

Og det kunne hun svare ja til. Hun har fundet sammen med en tidligere klassekammerat Andreas, og de har været i kærester i to uger, men har kendt hinanden i længere tid. De fandt sammen efter en fødselsdag i slutningen af sidste år.

'Han er sød og forstående, og han lytter til mig, og han er støttende. Han passer på mig og gør mig glad. Han er bare på alle måder rigtig skøn,' svarede Stephanie en af de mange seere i chatten.

'Årgang 0' er en dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark. Dokumentarserien følger børnene, til de bliver voksne.

Udover Stephanie  og hendes familie følger man i tv-programmet også Emma, Rachel, Christian og deres familier.

Emma og hendes familie har dog valgt at stoppe i programmet i år. De er derfor kun kort med i begyndelsen af den nye sæson tirsdag aften kl. 20 på TV 2.