Når man har rundet sit 16. leveår, som deltagerne i 'Årgang 0' har gjort i det forgangne år, er det ganske givet, at kærlighed og forelskelse kommer til at fylde mere og mere.

I tirsdagens afsnit er Christian fra Århus til fest hos en veninde, hvor der bliver drukket godt igennem. Og derfor bliver der også fra programmets side spurgt ind til, hvordan piger er begyndt at spille en rolle i hans hverdag.

Christians forældre forsikrer samtidig, at de har taget snakken med ham om, 'at han ikke skal gå ud og gøre en pige gravid'. Men når sex ellers bliver et emne, så er det ikke forældrene, der deles information eller spørgsmål med.

»Det har jeg ikke behov for,« lyder det fra Christian i afsnittet. Han taler i stedet med 'drengene'.

Også Rachel får spørgsmålet:

»Jeg taler ikke rigtigt med nogen om sex. Det er selvfølgelig noget helt naturligt noget og alt det. Men det er bare ikke sådan noget, der er meget aktuelt for mig eller mine nærmeste veninder,« fortæller Rachel, mens Stephanie til gengæld får talt om det:

»Det er mest min mor, jeg snakker med om sådan noget.«

For Rachels vedkommende har forældrene gjort det klar, at de altid kan spørge om viden hos dem om f.eks. produkter fra deres apotek, hvis de har behov for det, mens Stephanies forældre har givet hende prævention.

For alle tre deltagere lyder det dog til, at man har haft noget kørende med det modsatte køn. I tirsdagens afsnit af serien mener Christians forældre, at han nok har flirtet med en pige eller to, uden det er blevet seriøst. Derudover har Rachel fået følelser for en fyr fra Luxembourg, som hun ikke kan lade være med at smile over i afsnittet.

Tidligere i januar kunne Stephanie afsløre over for seriens seere, at hun har fået en kæreste. Det kan du læse mere om her.