(5/6)

Årets julefilm fra Disney den bedste i årevis

Med en let genfortælling af H.C. Andersens klassiker leverer Disney sit bedste i årevis.

Disneys nyeste eventyr ’Frost’ har det hele: klassiske sange, en hjertevarm historie, lynhurtige vittigheder og så den mest krystalklare billedside.

Og det er egentlig lidt ironisk.

Da animationsbranchens gamle dame ’Disney & Co.’ og den dynamiske unge lærling Pixar for nogle år siden slog pjalterne sammen, troede alle, at Pixar skulle redde Disney. Men nu er tingene vendt på hovedet. Og alt er omvendt.

Mens Pixar således spytter anstændige, men også hurtigt glemte fortsættelser som ’Cars 2’ og ’Monsters Inc 2’ ud, rykker oldingen Disney pludselig med dette lille mesterværk, der knap kunne være mere velskabt.

Inspireret af HCA

’Frost’ tager diskret udgangspunkt i Hans Christian Andersens klassiske eventyr ’Snedronningen’. Men Hollywood tager sig selvfølgelig adskillige kunstneriske friheder. Og hvis nogen spørger mig, så vil jeg påstå, at historien faktisk er blevet bedre (eller i hvert fald mere familievenlig) ved den lejlighed.

Det handler om de to søstre, prinsesse Anna og hendes storesøster Elsa, der er dronning af kongeriget Arendell.

Pigerne kommer op at toppes på grund af den frisindede Annas nye kæreste. Og i sin arrigskab glemmer Elsa at styre sine magiske kræfter, der fryser alt til is. Kongeriget synker ned i en evig vinter. Og for at beskytte alle andre isolerer Elsa sig langt hjemmefra i et hjemmelavet is-palads.

Nu rykker Anna selvfølgelig ud for at finde søsteren, som hun trods deres uenighed og forskelligheder stadig elsker. Og på sin vej slår den smukke Disney-prinsesse sig sammen med nogle nye venner, bl.a. rensdyret Sven og den herlige falde-på-halen snemand Olaf, der som ris til egen snerumpe bare elsker solen og varmen.

Florlet historie

Sidstnævnte er et sidekick i klasse med Shreks ’Æsel’. Og takket være søstrenes kærlige, men også komplicerede forhold, en fejlfri dialog og en gennemtænkt historie holder ’Frost’ fra start til slut den perfekte og svære balance imellem spænding, budskab og det rene skæg og ballade.

Ikke siden ’Løvernes konge’ har Disney således formået at inkorporere det eksistentielle i en tilsyneladende florlet historie for både børn og voksne. Og modspillet fra Pixar har tydeligvis givet såvel idémænd som animatorer på ’den gamle fabrik’ nyt blod på tanden.

Som en ekstra lækkerbisken er ’Frost’ udstyret med en ganske genial Mickey Mouse-forfilm, ’Get a Horse’, der begynder i sort/hvid. Og på bare seks minutter formår instruktør og manuskriptforfatter Lauran MacCullan at sprænge alle grænser.