Det er ikke bare krukkeri, når Lars Von Trier nu udsender sin egen fuldt erigerede version af 'Nymphomaniac' på hele fem en halv time. Størrelsen gør en forskel.

I kompromisets og billetsalgets hellige navn var de mest eksplicitte sexscener skåret fra den oprindelig firetimers version af filmen, med instruktørens accept men uden hans billigelse. Nu er de tilbage og mere til. 'Nymphomaniac' i 'Director's Cut' ryster os endnu vildere i biografsædet. Vi får mere sex og flere smæk. Men nok så overraskende er det også er blevet en bedre film, som glider mere rytmisk i sin fortælling og skaber plads til en ømhed i portrættet af sin undergangsdømte nymfoman Joe.

Før vi kan komme ind under huden, skal vi dog tæt på den. Naturligvis fylder sexscenerne mere - det er trods alt Triers 'pornofilm', det her - og er der ikke kommet mange flere af dem, så er de til gengæld nu så direkte og utilslørede, at det i mainstreamfilm er både unikt og overrumplende.

Det er nærbilleder, hvor vi kan forvisse os om, at den er helt inde, godt og vel. Det er blowjobs, sandwich, afstraffelse og ejakulationer. Og det giver altsammen mening i teksten, for ved at insistere på at vi ser det, frarøver Trier os muligheden for at slå blikket ned og ophøje seksualdriften til noget smukt og helligt. Et knald kan lige så vel være krig som kærlighed, og for Joe er kønnet et våben. Et våben, hun bruger til at overleve og som bringer hende selv til fald.

Men den grafiske porno til trods, er Trier også en følsom elsker, der ved, hvor vi skal føres hen, mens Joe i filmens otte kapitler fortæller sin livs- og syndehistorie til ungkarlen og jomfruen Seligman.

Hvor overgangene mellem Joes fortælling og Seligmans kulturelle fortolkninger kunne virke lidt abrupte i den korte version, som en konstant punktering af oprigtigheden, glider de nu sømløst sammen, med mere medfølelse fra Seligman og mere smerte fra Joe.

Vi kommer tættere på hende i hospitalsscenerne ved hendes fars død. I de sadomasochistiske besøg hos K. Og ikke mindst i en helt ny, foruroligende aborthistorie, der er noget af det mest rå og smertefulde, denne forhærdede anmelder har lagt øje til.

Både Stacy Martin og Charlotte Gainsbourg fremstår modigere og stærkere som henholdsvis den unge og den modne Joe, og Stellan Skarsgård får flere nuancer frem i Seligman, uskylden der tiltrækkes af synden i et djævelsk - eller endnu værre: triersk - magtspil, som det også i anden ombæring er en fryd at følge.

Det var allerede en enestående film fra en af tidens mest visionære instruktører, men i sine fulde version er 'Nymphomaniac' i enhver forstand mere potent og intens. I hvert fald indtil 8. og sidste kapitel, der på den stærke baggrund nu tydeligere står tilbage som fortællingens svageste. Fokus glider med passiveringen af Joe her, og efter fem timer føler man endelig filmens længde.

Det kan dog ikke ændre på oplevelsen. 'Nymphomaniac' er ikke bare en film, man ser. Den sidder i ens mørbankede krop, når lærredet efter fem en halv time atter går i sort, og kun lyden af en blafrende kattelem står tilbage. De tusinde elskere og den ene nats eventyr er forbi. Og hankatten Trier er allerede på jagt efter nye.

Nymphomaniac, Director's Cut får premiere i Imperial, Kbh den 10/9 og kan ses i Kbh, Aarhus, Aalborg og Odense fra 11-14/9.