Siden 17-årige Nicolai Andersen, kendt fra TV 2s dokumentarserie ’På røven i Nakskov’, stod frem med sin gribende historie, om hvordan han gennem et år var udsat for grov mobning og alvorlige trusler, har mange danskere tilbudt ham deres venskab og støtte.

Men nu har en 27-årig mand fra København også lavet en indsamling til fordel for den 17-årige lollikker. André Huusfeldt, som står bag indsamlingen, kender ikke Nicolai Andersen. Alligevel blev han så berørt af den unge mands situation, at han følte, han var nødt til at hjælpe ham.

»Jeg fik bare så ondt af den dreng, at jeg faktisk havde tårer i øjne, da jeg så programmerne, for jeg synes bare, han har det ad helvede til. Jeg fik ondt af, hvordan de lever, hvad de har af muligheder, og hvad de ikke har,« siger André Huusfeldt, der lavede en indsamling på Facebook i sidste weekend.

Læs også:

På under to døgn blev der indsamlet 5.500 kroner fra gavmilde danskere, og dermed var der penge til at købe den racercykel, som Nicolai Andersen længe har ønsket sig. Onsdag aften fik Nicolai Andersen sit store ønske opfyldt, da hans nye blå racercykel blev leveret.

»Jeg blev rigtig glad, da den endelig kom. Jeg nåede næsten ikke at få den ind af døren, før jeg tog en lille cykeltur på den,« fortæller Nicolai Andersen.

Nicolai Andersen var meget glad, da han onsdag aften modtog sin nye racercykel, som er sponsoreret af cykelshoppen.dk. Det er første gang, at Nicolai Andersen får en racercykel, som ikke er brugt.
Nicolai Andersen var meget glad, da han onsdag aften modtog sin nye racercykel, som er sponsoreret af cykelshoppen.dk. Det er første gang, at Nicolai Andersen får en racercykel, som ikke er brugt. Foto: Privat
Vis mere

Cykelshoppen.dk valgte imidlertid at sponsorere cyklen, og derfor var de 5.500 kroner fra indsamlingen i overskud.

Læs også:

André Huusfeldt valgte derfor at tage kontakt til MK Trafikskole i Nakskov, som indvilgede i at betale de resterende 4.500 kroner, så Nicolai Andersen også kunne få et gavekort til et kørekort til en samlet værdi af 10.000 kroner.

Her ses Nicolai Andersen med sit gavekort foran skolevognen, som han til januar skal begynde at tage køretimer i.
Her ses Nicolai Andersen med sit gavekort foran skolevognen, som han til januar skal begynde at tage køretimer i.
Vis mere

Til BT fortæller Nicolai Andersen, at han er rigtig glad og taknemlig for, at folk har støttet ham og doneret penge.

»Jeg er rigtig glad for alle dem, der har doneret penge, og især André (Huusfeldt, red.), da han har stået for alt dette. Det er pænt af ham, at han har gjort alt det her, og det takker jeg ham mange gange for. Jeg vil også gerne rette en stor tak til cykelshoppen.dk, da de har givet mig en fed racercykel, og også til MK Trafikskole, som donerede de sidste penge, så jeg også kunne få et kørekort,« siger han.

Læs også:

TV 2s dokumentarserie ’På røven i Nakskov’ portrætterer en række familier, der lever på kanten af samfundet. Her bor Nicolai Andersen hos sin far, den førtidspensionerede fisker Ib Andersen, i et hus, som kommunen har erklæret uegnet til menneskebolig, første gang seerne møder dem i programmet.