AF STEFFEN JUNGERSEN Hvem skulle nu have troet, at en komedie/ politifilm løst inspireret af TV-serien ’De unge strissere’ (kendt for at sætte Johnny Depps karriere i gang) ville holde bare halvvejs til billetlugen? Men det gør ’21 Jump Street’, som sandt for strimlen er én af de mere underholdende rabalderkomedier, jeg har set i nyere tid.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jonah Hill og Channing Tatum spiller henholdsvis Schmidt og Jenko – to gutter, der var ærkefjender i skolen men bliver venner, da de begge søger ind til politiet.

Efter uddannelsen bliver de – takket være deres ungdommelige udseende – beordret til at gå undercover som gymnasieelever for at infiltrere en narkoring, der sælger stoffer til gymnasieeleverne.

Derefter får den så håndtag ud fra devisen ’hvis vi knalder nok jokes opad væggen, bliver nogle af dem nok hængende’, og det er – så banalt det ellers lyder – både morsomt og underholdende.

Det skyldes ikke mindst kemien mellem Hill og Tatum. De har moret sig, da de lavede ’21 Jump Street’, og det smitter i dén grad af. Men dertil er ’21 Jump Street’ faktisk mere end ’bare’ en actionkomedie.

Uden at tage for store ord i brug er der solid samfundssatire og muntre og begavede betragtninger om lidt af hvert at hente bag al rabalderet, som i øvrigt er kosteligt klippet – der ER ingen døde punkter i denne film.

Også birollerne er godt besat. Min favorit er Ice Cube som de unge betjentes foresatte, Captain Dickson. Med en kæft som en skotsk havnearbejder belærer han vore helte om årsagen til, at han sender dem undercover på grund af en enkelt students død af en overdosis: ’Well, the kid was white. That means people actually give a shit!”

’21 Jump Street’ er velspillet, den er morsom, og så har den hjerte. Tilsæt TV-seriens oprindelige hovedperson Johnny Depp i en (meget) lille cameorolle og et fint soundtrack med bl.a. N.W.A., The Clash og Eminem, og så har du små to timers fin sommerunderholdning.

’21 JUMP STREET’, amerikansk, instruktører Phil Lord & Chris Miller, premiere i hele landet ****