Om ’Kick-Ass 2’ mest bærer præg af at ville indhente forsømte millioner – eller om den er lige så sprængfyldt med kvalificeret energi, splat og humor som sin forgænger, skal blive spændende at se, når den sparker dørene ind til landets biografer i morgen. I mellemtiden dvæler vi lidt ved begrebet ’sequels’ – eller 2’ere, 3’ere og så videre…

Kært barn har mange navne. Ligeledes kaldes en fortsættelse til en filmsucces mange forskellige ting. I USA siger de ’sequel’ eller ’preque’ alt efter, om den foregår senere eller tidligere end handlingen i originalen.

Herhjemme bruger man ofte begrebet ’romertalsfilm’ der lettere nedsættende henviser til tallene II, III og IV, ofte ledsagende samme titel som originalfilmen. Det ringeagtende udtryk er opstået, fordi langt de færreste fortsættelser er bedre eller bare i nærheden af at være lige så gode som den første succes.

Til gengæld er ’sequels’ eller ’romertalsfilm’ den mest sikre vej til økonomisk succes – ganske enkelt fordi det er lettere at tage udgangspunkt i en tidligere succes end at skabe en ny.

Av, for en indrømmelse

Hovedrolleindehaveren i ’Kick-Ass’, Aaron Taylor-Johnson, blev stjerne med originalen, der blev en stor succes verden over for tre år siden. Dog ikke så stor, som den kunne have været, på grund af problemer med piratkopiering. ‘Kick-Ass’ var nemlig den mest ulovligt downloadede film i 2010. Aaron Taylor-Johnson fortalte mig – under et interview om en anden film – sidste år, at originalens haltende økonomiske succes var hovedårsagen til, at man havde sat 2’eren i gang. Nu skulle der for alvor tjenes penge. Av, for en indrømmelse.

Der er groft sagt to hovedmotiver til at lave en fortsættelse til en biograffilm. Den første er spekulation og grådighed. Der er simpelthen penge i at lave endnu en ’Varme drenge’ eller en ’American Pie’, når man har haft succes med den første. Med den slags formål betyder det mindre, hvordan og hvor gebrækkeligt man kommer af sted med det.

I den anden ende af skalaen finder vi den kunstneriske nødvendighed. I Mario Puzos roman ‘Godfather’ var der for eksempel materiale til to film. Men nummer to kunne først blive til noget, efter at nummer et var blevet en succes. Og så er der gråzonen imellem pengemændene og kunstnerne, hvor de fleste film i sagens natur befinder sig. Originalen blev en succes, temaerne er ikke udtømt, og det er jo heller ikke forbudt at tjene penge – så hvorfor ikke forsøge sig?

’Olsen-Banden’ rummer det hele

I Danmark er der også tradition for at lave fortsættelser til store succeser. ’Olsen-Banden’ er et interessant eksempel på en filmserie, for den rummer alle tænkelige aspekter. De to første film fra 1968 og 1969 blev ikke voldsomme succeser, men nok til at Erik Balling og Henning Bahs fortsatte i 1971 efter pause i 1970. Med ’Olsen-Banden i Jylland’ i 1971 gik komikken rent ind hos danskerne, og herefter fortsatte en stribe film, der i dag står tilbage som det bedste i dansk folkekomedie.

Altså lige undtagen ’Olsen-Bandens sidste stik’. Den blev først lavet i 1998 – hele 15 år efter, at serien egentlig var stoppet. Brandet var for stærkt, og ønsket om at lugte savsmuldet i manegen igen var for stort hos Poul Bundgaard – og man skal heller ikke glemme, at han og de to andre bandemedlemmer Ove Sprogøe og Morten Grunwald tjente i omegnen af en million kroner hver på eventyret.

Til oktober udkommer animationsfilm nummer to, hvor de stærke personligheder genbruges, så sammenlagt er der i Skandinavien nu lavet mere end 50 film og julekalendere over Olsen-Banden. Temaet er for længst udtømt, når det gælder kreativitet, men der bliver stadig grinet hele vejen til banken.

Kun få gange går det bedre

‘Ringenes herre’ og ‘Hobbitten’ er undtagelser fra reglen om, at man kun indspiller én film ad gangen. Kun med de to trilogier havde man en vis fornemmelse af, at tilskuergrundlaget var stort nok til at satse på tre film i et hug. For det meste tager man én film ad gangen.

Ud fra filmhistorien og de forskellige lister her på siderne, kan man opstille visse hovedregler for, om en sequel bliver god eller dårlig. Et af de største faresignaler er, hvis ingen af skuespillerne eller hovedkræfterne fra den originale film er med i fortsættelsen. Et mindre budget og kort tid mellem den første og den anden film er ofte også et tegn på, at man kun er ude på at tjene penge.

Andre filmserier eksisterer på baggrund af for eksempel bøger, og havde man insisteret på samme instruktør til alle Harry Potter-filmene, var de formentlig gået i selvsving. Her var det en god idé at skifte instruktørerne ud temmelig ofte, for på den måde at bringe frisk blod ind i en serie, hvis linje var fastlagt stramt af bøgerne.

Treere skuffer (næsten) altid

Harry Potter er i øvrigt sammenlagt set den mest succesrige filmserie, mens ‘Ringenes Herre’ har tjent mest per film. På Wikipedia kan man finde lister over, hvor mange amerikanske fortsættelser der tjente flere penge end originalen. Der er kun listet 48 titler. ‘Terminator’, ‘Shrek’ og ‘Mad Max’ voksede som fænomener fra den første til den anden film.

På listen over III’ere, der har klaret det økonomisk bedre end II’erne, er vi nede på 25 eksempler – heriblandt ‘Austin Powers’, ‘Indiana Jones’ og ‘Rocky’. Det er altså svært nok at tjene flere penge med en fortsættelse, og det er endnu sværere at overgå originalen i kvalitet. Tænk blot på de hundredvis af gange, man er gået skuffet ud af biografen efter en film nummer II, III eller IV.

’Kick-Ass 2’ har foreløbig en seer-rating på 7,3 ud af 10 på den anerkendte amerikanske filmside imdb.com – hvilket da må siges at være i nærheden af originalens 7,8. Filmen har premiere i morgen i biografer landet over.