En 15-årig teenager fra Tisvilde trækker igen i sin sorte gummidragt som den atypiske danske superhelt Antboy. Snart er der premiere på den 3. film i serien

Er det en fugl? Er det en flyvemaskine? Næh, det er en tissemyre. Og den har efterhånden vokset sig til et stort dyr. Det gælder såvel den succesrige ’Antboy’-filmserie, som den unge mand, der spiller den drengede, atypiske danske superhelt, 15-årige Oscar Dietz.

Den første ’Antboy’-film havde premiere i 2013, den anden i 2014 - og nu er der meget snart premiere på den tredje ’Antboy 3’.

Og Oscar er lige til en Oscar, i hvert fald hvis der fandtes en kategori, der hed danske superheltefilm.

Han spiller en helt almindelig dreng, der bliver bidt af en usædvanlig myre. Det giver ham overnaturlige evner, så han er bomstærk og kan klatre på vægge.

Nørdevennen Wilhelm, der elsker tegneserier, prøver at overtale Pelle til at blive vaskeægte superhelt. Pelle går med på ideen for at imponere den kønne Amanda. Men så er der i universet jo superskurken Loppen, spillet af Nicholas Bro.

Mistede sin far

Oscar Dietz bor sammen med sin mor i nordsjællandske Tisvilde, hvor han er vokset op. Han mistede sin far, musiker og tvproducent Anders Dietz, der døde i en alder af bare 44 år i 2014. Oscar går i niende klasse og skal begynde i gymnasiet efter sommerferien.

Som dreng var han fodbolddreng som de andre kammerater, men interessen vendte sig mod skuespil.

Allerede som seksårig fik han sin første lille rolle.

Senere er det blevet til store roller i musicals som ’Love Never Dies’ og ’Billy Elliot’ på Det Ny Teater.

Senest spillede han med i Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl-stykket ’Vores sensommer’ på Østre Gasværk i København.

»I begyndelsen havde jeg ikke overvejet, at jeg kunne komme til at leve af det. Jeg havde næppe overvejet, at man skulle have noget at leve af overhovedet,« siger Oscar Dietz.

Debuterede som Billy Elliot

»Min første oplevelse af drømmen om at blive skuespiller var at se Pilou Asbæk. Jeg kan huske, at jeg tænkte, ’han er godt nok god’, da jeg så ’Kapringen’ (2012). Det var fedt, at han havde spist en masse for at kunne gå ind i rollen, hvorefter han tabte sig. Det engagement er inspirerende,« siger Oscar Dietz.

Det helt store gennembrud var som Billy Elliot på Det Ny Teater. En rolle, han delte med to andre drenge. Det er en af de mest krævende roller, en helt ung kan spille på et teater. Han er mere eller mindre på i tre timer: synger, spiller, danser almindeligt, danser ballet, stepper, dyrker akrobatik.

»Set i dag er det en af mit livs absolut største oplevelser. Mens jeg var i gang, var det virkelig svært at få hjernen rundt om, hvor stort det egentlig var. Jeg havde allerede set ’Billy Elliot’ i London og tænkte faktisk, at det kunne være fantastisk at prøve at være med. Så kom jeg hjem og fik den tilbudt. Lidt jinx-agtigt, må jeg sige,« siger Oscar Dietz, der denne dag er på besøg på BT.

Til ære for fotografen tager han sin Antboy-dragt på. Han bliver lidt stiv og besværet i det sorte gummi.

Føler du dig som superhelt, når du har Antboy-dragten på?

»Man kan ikke undgå at føle sig som superhelt med den dragt på. Det var vildt underligt første gang, da vi indspillede den første film. Jeg følte mig enormt kikset og malplaceret, sammenlignet med de mange superheltefilm, jeg tidligere har set. Nu har jeg for længst vænnet mig til at være Antboy.«

En typisk skandinavisk måde

Hvorfor tror du, at ’Antboy’ er solgt til hele 80 lande?

»Vi har taget et amerikansk tema. ’Antboy’ bruger en masse fra film som ’Batman’ og ’Spiderman’. Vores er filmet og fortalt på en typisk skandinavisk måde - og med humor. Jeg ved det ikke, men jeg tænker, at det er det, amerikanerne godt kan lide ved filmene,« siger Oscar Dietz, der rejser en del rundt i verden som repræsentant for ’Antboy’.

Snart skal teenageren repræsentere filmen i USA.

Hvordan får du tid til det hele?

»Nogle gange må jeg sige fra. Det tager to måneder at optage ’Antboy’. Jeg forsøger at følge lidt med, mens vi optager - eller i weekenderne. Det er jeg nødt til, hvis jeg skal gennemføre skolen og senere gymnasiet. Men det er det værd. Skuespil er ikke et fritidsjob som flaskedreng.

Mit drive er, at det er noget, jeg brænder for.«

Han er vokset op i en musikalsk familie, hans far Anders var musiker. Musikken var ledetråden i forholdet mellem Oscar og hans far.

Til sommer skal han på et ophold på fem uger på en musik high school, Berklee, i Boston i USA.

Og som den superhelt, Oscar er, hjælper han BT med at stave Berklee.

»Bare så I ikke forveksler den med universitet Berkeley.«

Erhvervspraktikant Liv Røygaard var med til at skrive og interviewe.