Ruslands forbud mod import af svin og svinekød fra EU er i strid med Verdenshandelsorganisationens regler.

Genève. Appelinstansen ved Verdenshandelsorganisationen, WTO, giver torsdag EU medhold i, at Ruslands importforbud mod europæiske svin og svinekød er i strid med WTO's regler.

Rusland har dermed ikke flere appelmuligheder.

Det russiske importforbud blev indført i januar 2014 som reaktion på, at der var fundet afrikansk svinepest hos to vildsvin i Litauen.

Appelinstansen underkender det russiske importforbud blandt andet med den begrundelse, at det er alt for omfattende.

- Det er betydeligt mere restriktivt for handel, end hvad der er nødvendigt for at opnå den nødvendige beskyttelse i Rusland, hedder det blandt andet i afgørelsen.

Forbuddet har også kunnet mærkes i Danmark. Danish Crowns slagterier har således måttet lukke en del af sin produktion ned.

Fra EU's side har man forsøgt at hjælpe svineproducenterne. De har blandt andet fået støtte til at opdyrke nye markeder.

EU har hele tiden holdt fast i, at det begrænsede udbrud af svinepest blev håndteret helt efter reglerne og blev effektivt inddæmmet.

Det russiske importforbud mod svineprodukter er siden blevet fulgt op af meget mere omfattende importforbud mod fødevarer fra EU.

Den russiske reaktion har fra EU's side været set som en reaktion på spændingerne i Ukraine.

EU har også tidligere fået medhold ved Verdenshandelsorganisationen.

Når WTO inden for de næste to måneder formelt godkender og meddeler afgørelsen, skal Rusland svare, om man har i sinde at følge den og igen åbne for import.

Hvis svaret er ja, skal Rusland og EU forsøge at enes om de nærmere betingelser. Hvis ikke de kan enes, kan parterne bede WTO's generalsekretær om hjælp.

Hvis Rusland derimod nægter at følge afgørelsen, har EU i sidste instans mulighed for at søge kompensation for sit tab eller for at indføre konkrete modsanktioner mod Rusland.

Rusland har kun været medlem af WTO siden 2012. I den periode er der anlagt syv sager mod landet. Sagen om svinekød er den første, der er nået hele vejen igennem den juridiske proces.

Sagen om Ruslands mere omfattende importforbud mod fødevarer er ikke indklaget for WTO. Rusland har omvendt heller ikke åbnet en sag mod EU for de omfattende EU-sanktioner i relation til Krim og Ukraine.

/ritzau/