'Tilføjes automatisk i kurven til de 100 hurtigste kunder.'

Den danske webshop Styled.dk er kommet i massiv modvind efter at have lovet et gratis ur til en værdi af 399 kroner. Nu kan B.T. dokumentere, at det flotte ur på webshoppens hjemmeside ikke er magen til det kunderne modtog - og at uret ikke er 399 kroner værd. Slet ikke endda.

»Jeg føler, jeg er blevet taget i røven,« siger Rune Kyed, som er en af dem, der bestilte varer hos Styled.dk for at modtage uret.

Det ur Rune - og mange andre utilfredse kunder - modtog sammen med deres varer, lignede til forveksling det, Styled.dk reklamerede med på webshoppens hjemmeside. Men kun til forveksling.

Sådan så det gratis ur ud på Styled.dk. Bemærk, at der ikke er noget fabrikantnavn på urskiven.
Sådan så det gratis ur ud på Styled.dk. Bemærk, at der ikke er noget fabrikantnavn på urskiven. Foto: Screenshot / Styled.dk
Vis mere

»Som man kan se, står der 'Modiya' i urskiven, hvilket der ikke gør på netbutikkens billede,« siger Rune Kyed til B.T.

Kan købes for 15,55 kr.

B.T. har kontaktet Styled.dk med henblik på at få et interview om ur-kampagnen. Webshoppen har ikke besvaret vores henvendelse, men i et mailsvar lyder det, at det ikke er webshoppen selv, der har redigeret billedet af uret, og at værdien på 399 kroner svarer til den pris, webshoppen har betalt Prime Jewelry for uret.

'Den oplyste værdi på 399 kr skyldes, det er vejledende udsalgspris på uret, da det blev købt ind hos dem i AW 18 sæsonen. Alt billede materiale er direkte fra leverandøren, og det er vi ikke inde over. Dog skal det jo nævnes at produktbilleder gerne får en hurtig tur i photoshot for at gøre baggrunden hvid og lyset på billedet bedre. Dette er vi dog ikke inde over, og har ingen grafiker tilknyttet,' skriver Styled.dk.

Ikke desto mindre har Rune Kyed anmeldt webshoppen til Forbrugerombudsmanden for 'falsk markedsføring'. Det samme har flere andre vrede kunder, hvis man skal tro deres anmeldelser af Styled.dk på Trustpilot.

»Det ligner et Kina-ur til 10 kroner,« siger Rune Kyed om uret, der har en urskive af plastik og kun vejer 48 gram, selvom kæden er af metal.

Og det er faktisk ikke skudt helt ved siden af.

En hurtig søgning på Ebay viser, at man kan købe et ur magen til det, han modtog, for 15,55 kroner - eksklusiv told.

Så enten er Styled.dk blevet snydt til at betale grov overpris for uret - ellers er det webshoppen, som mod bedre vidende giver kunderne det indtryk, at uret har en langt højere værdi, end det i virkeligheden har.

Sådan ser det ur, Rune Kyed modtog, ud.
Sådan ser det ur, Rune Kyed modtog, ud. Foto: Privat
Vis mere

På Trustpilot kvitterer Rune Kyed og mange andre utilfredse kunder for købsoplevelsen hos Styled.dk med bedømmelsen én ud af fem stjerner - den dårligst mulige karakter.

Ord som 'skodfirma', 'bedrageri' og 'svindel' går igen i flere af anmeldelserne.

'Falsk reklame'

Omfanget af de kritiske anmeldelser de seneste par dage har ført til, at kundernes gennemsnitlige vurdering af Styled.dk er faldet fra fem til fire stjerner - selvom webshoppen stadig reklamerer med '5-stjernet service' på hjemmesiden og linker til netop Trustpilot som bevis.

Jesper Ebbesen er en af dem, som har givet Styled.dk en bedømmelse helt i bund efter at have modtaget plastikuret.

Dette ur koster 15,55 kroner eksklusiv told på eBay.
Dette ur koster 15,55 kroner eksklusiv told på eBay.
Vis mere

»Jeg synes, det er at tage pis på folk. Falsk reklame, simpelthen. Jeg føler mig snydt,« siger han og understreger, at han ikke kommer til at handle hos Styled.dk igen.

I mailsvaret til B.T. oplyser Styled.dk, at kampagnen med det gratis ur er blevet trukket tilbage på grund af de mange mishagsytringer fra kunderne.

I stedet modtager kunderne nu et gratis armbånd sammen med deres ordre.

Webshoppen oplyser ikke armbåndets værdi.