Ifølge Børsen tror vismændene nu på en vækst på 1,1 procent i år. Tidligere forventede man det dobbelte.
København: Fremtiden for dansk økonomi ser ikke længere lige så lys ud.
Det er i hvert fald meldingen fra de økonomiske vismænd, som skruer ned for vækstskønnet for 2016.
Det skriver Børsen.
Vismændene venter nu en vækst på 1,1 procent mod tidligere 2,2 procent.
- Det skyldes, at indikatorerne ikke har udviklet sig helt så positivt som forudsat, samt at der vurderes at være større risici i global økonomi, står der i prognoseopdateringen fra Det Økonomiske Råd ifølge Børsen.
Overvismand Michael Svarer vil til avisen ikke kommentere justeringen, men Svarer påpeger sammen med de øvrige vismænd i en kronik i Børsen, at opsvinget "fortsat er på sporet".
I prognosen bliver der ikke pillet ved skønnet for 2017. Men vismændene understreger, at meget afhænger af, hvordan resten af verdensøkonomien arter sig.
- Forventningen om forstærket fremgang i Danmark de kommende år hænger i væsentlig grad på, at eksporten igen kommer i gang, lyder det fra vismændene ifølge Børsen.
Vismændene fremhæver vækstudsigterne i Kina og den faldende oliepris som de to største risici.
Dansk Erhvervs cheføkonom, Steen Bocian, mener, at skønnet for 2017 ligger i den høje ende. Han siger til Børsen, at han ikke vil være overrasket over en nedjustering i forventningerne til 2017 på et senere tidspunkt.
- Vi har grundlæggende svært ved at finde belæg for en så stor vækstoptimisme på dansk økonomis vegne over de kommende år, skriver Steen Bocian i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Hos Danske Bank er man dog mere optimistisk end vismændene, skriver Las Olsen, bankens cheføkonom.
- Vi er faktisk noget mere optimistiske, end de nu er, når det gælder eksporten her i 2016. Trods den voldsomme uro på finansmarkederne, så tegner vækstudsigterne ikke så dårligt på vores vigtigste eksportmarkeder, selv om vi er enige i, at risikoen er steget.
- Vores bud er en BNP-vækst på 1,5 procent i år, skriver Las Olsen i en kommentar til Ritzau.
/ritzau/