Første kvartal har aldrig været bedre for Vestas, der har bugnende ordrebøger.

København: Det var ventet, at første kvartal 2016 ville blive det bedste første kvartal for Vestas nogensinde. Alligevel overrasker vindmøllegiganten positivt med flere såkaldte uannoncerede ordrer, end analytikerne havde ventet.

Vindmølleproducenten havde i kvartalet en samlet bestillingsseddel på 2403 megawatt (MW), hvoraf 1806 MW i forvejen var blevet offentliggjort løbende hen over kvartalet.

Ifølge et estimat fra Ritzau Estimates havde analytikerne kun ventet en samlet ordreindgang i kvartalet på 2250 MW - og altså dermed positive overraskelser for i alt 444 MW.

- Vestas har leveret en rekordhøj ordreindgang for første kvartal samt vores største kombinerede vindmølle- og serviceordrebeholdning nogensinde, siger topchefen i Vestas, Anders Runevad, i en kommentar til regnskabet.

Den samlede værdi af ordrebeholdningen på vindmøller udgjorde 8,6 milliarder euro med udgangen af marts.

Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller og serviceaftaler i Vestas var samlet 18 milliarder euro i perioden. Det er en stigning på tre milliarder euro og det højeste niveau nogensinde.

- Det her regnskab er med til at understrege, at Vestas er i bedre form end nogensinde, siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

- Vestas evne til at tjene penge på at producere og sælge vindmøller er utrolig stærk i forhold til, hvad der var forventet, siger han.

Rekordmange ordrer i første kvartal sætter dog endnu ikke præg på omsætningen i første kvartal, hvor Vestas omsatte for knap 1,5 milliarder euro - en nedgang på fire procent i forhold til samme periode sidste år.

Det gav et resultat før skat på 46 millioner euro mod 76 millioner euro i samme periode sidste år.

- Regnskabet er bedre end ventet, men det er et lille kvartal for Vestas. Vi vidste godt, at Vestas ikke skulle aflevere så mange møller til kunderne, som man kommer til at gøre i de næste kvartaler, siger Jacob Pedersen.

Et sted i regnskabet må Vestas dog notere et stort underskud - nemlig når det handler om de frie pengestrømme, der landede på et underskud på 296 millioner euro sammenlignet med et plus på 146 millioner euro i første kvartal 2015.

Ifølge topchef Anders Runevad skyldes det, at Vestas bruger penge på at opbygge varelagre til det travle år, der venter forude.

Vestas fastholder forventningerne til 2016 på en omsætning på minimum ni milliarder euro.

/ritzau/