EU-Kommissionen blokerer som ventet for en sammenlægning af to af Europas største børser.

Bruxelles. Der bliver ingen fusion mellem London Stock Exchange og Deutsche Börse i Frankfurt.

EU-Kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen har modsat sig sammenlægningen, fordi den nye børs reelt ville opnå et monopol - særligt hvad angår det vigtige marked for obligationer.

- Den europæiske økonomi afhænger af velfungerende finansielle markeder.

- Det gælder ikke kun for banker og andre finansielle institutioner. Hele økonomien har gavn af, at virksomheder kan skaffe kapital på konkurrencedygtige finansielle markeder, hedder det i en udtalelse fra kommissæren.

Hvis fusionen skulle have været gennemført, skulle London Stock Exchange blandt andet have skilt sig af med sin aktiepost i den italienske handelsplatform MTS.

Fusionsparterne tilbød i stedet at sælge det franske selskab Clearnet fra, men det var ikke tilstrækkeligt for at opnå kommissionens godkendelse.

Både Frankrig, Belgien, Portugal og Holland har protesteret mod fusionen af frygt for, hvad der vil ske med landenes egne børser.

Fusionen - der blev annonceret sidste år - har imidlertid også resulteret i panderynker i Tyskland, fordi hovedkvarteret for det nye selskab skulle ligge i London, som efter brexit ikke længere ligger i EU-territorium.

Børserne i Frankfurt og London har to gange tidligere forsøgt at fusionere uden held.

/ritzau/