Parkeringsfirmaet ParkPark har betalt sine regninger og får ny chance hos Københavns Kommune.

København. Parkeringsselskabet ParkPark får lov til at fortsætte sit arbejde for Københavns Kommune.

I sidste uge afbrød kommunen ellers kontrakten med selskabet, fordi det ikke havde betalt dets regninger til kommunen til tiden.

Men nu har ParkPark bortvist den hidtidige direktør, og alle regninger er blevet betalt.

Dermed er tilliden til selskabet genoprettet, oplyser Københavns Kommune.

- ParkPark har gjort alt, hvad de overhovedet kan, og vi er overbeviste om, at vores kontrakt fremover vil blive overholdt til punkt og prikke.

- Derfor har vi valgt at give dem en ekstra chance i København, siger centerchef Jes Øksnebjerg fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København i en pressemeddelelse.

Genoptagelsen af samarbejdet betyder, at bilister fortsat kan anvende ParkParks app til at betale for parkering på offentlige parkeringspladser i København.

Bestyrelsesformand i ParkPark Mads Peter Veiby beklager forløbet og understreger, at det ikke kommer til at gentage sig.

- Københavns Kommune vil modtage vores betalinger til tiden, og vores kunder kan stole på, at de kan blive ved med at benytte vores app til betalingsparkering i fremtiden, siger Mads Peter Veiby i en skriftlig kommentar.

/ritzau/