Flytningen af NaturErhvervsstyrelsen til Sydjylland kan forsinke udbetalingerne af EU-støtte.

København: De danske landmænds økonomi kan komme til at bøde for, at store dele af NaturErhvervsstyrelsen skal flyttes fra København til Sønderjylland. Det skriver Politiken, der har fået indsigt i flere departementschefers korrespondance om udflytningen.

NaturErhvervsstyrelsen skal flytte 390 arbejdspladser til Sønderjylland, hvoraf 20 skal til Tønder og 370 til Sønderborg. Deriblandt er den afdeling, der har ansvaret for at udbetale EU's landbrugsstøtte.

Ifølge en mail, som Politiken er i besiddelse af, advarer departementschef Henrik Studsgaard fra Miljø- og Fødevareministeriet midt i september departementschef Martin Præstegaard i Finansministeriet om, at det "med stor sikkerhed vil føre til længere sagsbehandlingstid, så styrelsen ikke kan nå sine udbetalingsmål".

Det vil ramme landmændene på pengepungen, hvis ikke de rettidigt får tildelt deres landbrugsstøtte.

I en kommentar til Politiken vurderer ekspert i landbrugsøkonomi ved Aalborg Universitet Mogens Ove Madsen, at det meget vel kan blive et reelt problem.

- Hvis advarslerne holder stik - og det, vurderer jeg, er realistisk - kan det føre til flere tvangssalg i dansk landbrug.

- Som minimum kan det i hvert fald forcere processen for dem, der allerede nu risikerer at blive tvunget til at sælge. På den måde kan det vippe pressede landmænd ud over kanten, siger Mogens Ove Madsen til Politiken.

Ifølge NaturErhvervsstyrelsens hjemmeside blev der i 2013 udbetalt 7,2 milliarder kroner i landbrugsstøtte fra EU til danske landmænd. Efter en reform af landbrugsstøtten i 2014 forventer styrelsen, at den årlige støtte vil falde til 6,6 milliarder kroner i 2020.

Regeringen besluttede i efteråret at flytte omkring 3900 offentlige arbejdspladser fra København til provinsen under planen "Bedre Balance".

Udflytningen har fået kritik for at være bekostelig grundet store omkostninger ved den fysiske flytning.

/ritzau/