Udenrigsministeriet og en fond hjalp med at få Uber etableret, da de kom i 2014. Uforståeligt, lyder kritik.

København: Da den omstridte amerikanske virksomhed Uber skulle etablere sig i Danmark i 2014, skete det med hjælp fra det offentlige. Det skete nemlig med hjælp fra Invest in Denmark, som er en del af Udenrigsministeriet, og fra fonden Copenhagen Capacity.

Det skriver Avisen.dk.

Men blot to timer efter virksomhedens ankomst til Danmark, blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen, og Københavns Politi har sigtet mindst 24 Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel.

Hos fonden Copenhagen Capacity Fonden skal man tiltrække investeringer og arbejdspladser til hovedstadsområdet og er primært betalt af skattekroner fra Region Hovedstaden og Region Sjælland.

- Vi mødte Uber for første gang i 2014 og har bistået dem med at afklare de forskellige muligheder for at etablere sig i Danmark.

- Det er en type services, vi tilbyder alle udenlandske virksomheder, siger Copenhagen Capacitys direktør Claus Lønborg til Avisen.dk.

I brancheforeningen Taxaførere i Danmark (TiD) undrer man sig.

- Efter to timer i Danmark blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen. Enhver offentlig virksomhed, der går ind og støtter Uber, må vide, at den øverste myndighed på trafikområdet har ment, at der var noget helt galt, siger formand Søren Nicolaisen til Avisen.dk

Den undren deler Jan Villadsen, formand for 3F Transport, der blandt andet organiserer taxachaufførerne.

- Jeg skal ikke blande mig i, hvad man bruger private midler til, og jeg betaler normalt min skat med glæde. Men det bliver jeg ikke ved med, hvis det går til sådan nogle ting, siger han til Avisen.dk.

Også i Dansk Folkeparti vækker det harme.

- Det virker helt uforståeligt, at en styrelse under Transportministeriet politianmelder en virksomhed, alt imens andre embedsmænd i Udenrigsministeriet sidder og understøtter virksomhedens aktiviteter, siger Kim Christiansen (DF) til Avisen.dk.

Hos Invest in Denmark vil man stoppe rådgivningen, hvis Ubers forretning bliver kendt ulovlig, siger kontorchef i Udenrigsministeriet Dorte Bech Vizard, chef for Invest in Denmark.

- Det er samtidig klart, at hvis domstolene når frem til, at en virksomheds aktiviteter ikke lovligt kan udføres i Danmark, så indstiller vi rådgivningen.

Uber har ikke ønsket at stille op til et interview, men skriver i en mail til Avisen.dk:

- Vi er uenige i anklagerne, og det er vores klare opfattelse, at vi opererer inden for rammerne af dansk lov. Det skal også stå helt klart, at vi som selskab betaler alle lovpligtige skatter og afgifter i alle de markeder, vi opererer på, også i Danmark.

/ritzau/