Selv om Twitters omsætning er steget i fjerdekvartal, har det sociale medie ikke fået flere brugere.

Los Angeles: Det sociale medie Twitter lykkes ikke med at få flere til at tweete.

Mens omsætningen er steget i fjerde kvartal, er antallet af brugere ikke fulgt med, skriver Reuters.

Virksomheden omsatte for lidt over 710 millioner dollar i fjerde kvartal, hvilket er næsten 50 procent mere end den samme periode sidste år.

Men for første gang siden mikroblogtjenesten gik på børsen i New York i november 2013, er antallet af månedlige aktive brugere ikke steget.

Twitter har ellers ihærdigt forsøgt at kapre flere almindelige brugere.

Så sent som onsdag udrullede Twitter en ny funktion, hvor brugerne ser de "bedste tweets" i begyndelsen af Twitter-rullen. Ambitionen er at gøre det sociale medie mindre skræmmende og dermed mere tilgængeligt.

/ritzau/