Optimering af driften hjælper Tryg til forbedret overskud. Tryg vil udbetale en milliard kroner i udbytte.

København. Aktionærer i forsikringskoncernen Tryg kan se frem til en ekstra gevinst, efter at Tryg har fremlagt et milliardoverskud for 2016. Det oplyser Tryg i årsregnskabet.

- Som noget nyt planlægges et ekstraordinært udbytte på en milliard kroner i 2017 og introduktion af kvartalsvis udbytteudbetaling, skriver Tryg i regnskabet.

Udbytte er i tråd med tiden og vil også blive foretrukket i de kommende år, vurderer Trygs koncernchef, Morten Hübbe, over for Ritzau Finans.

- Det er planen, at vi vil følge det, som vores aktionærer sætter mest pris på, nemlig udbytte, og derfor kommer det til gå mere den vej, så det vil i hvert fald gælde for de kommende år, siger Morten Hübbe.

Forsikringskoncernen har tidligere kørt med både udbytte og tilbagekøb af egne aktier, når aktionærerne skulle belønnes, men selskabet laver nu om til kun at udbetale udbytte.

Udviklingen kan blandt andet kædes sammen med det lave renteniveau, idet pensionskasser og tilsvarende investorer har efterspurgt et mere sikkert afkast.

- Der er mange investorer, der gerne vil sikre sig, at de får et løbende afkast, som de så kan give videre til deres private kunder. Derfor synes vi, at et ekstraordinært udbytte er helt i tråd med det.

- Så det er der egentlig mange, også private aktionærer, der har signaleret til os, at de godt kunne tænke sig, siger Morten Hübbe til Ritzau Finans.

Tryg kom ud af 2016 med et resultat før skat på 3,2 milliarder kroner mod 2,3 milliarder i 2015. Efter skat blev resultatet på 2,5 milliarder kroner.

Resultaterne blev opnået gennem kundefokus, forbedrede produkter og yderligere optimering af driften, lyder det i regnskabet. Også gevinst fra salg af ejendomme trækker op.

Tryg solgte ud af ejendomme i Danmark og Norge i fjerde kvartal 2016, hvilket gav en gevinst på cirka 500 millioner kroner.

/ritzau/