Det vækker forargelse at VW-chefer får løn på en halv milliard kroner trods rekordstore tab. I BP protesterer aktionærerne over topchefen Bob Dudleys lønstigning. Herhjemme har årslønninger, fratrædelsesordninger og bonusser på to- og trecifrede millionbeløb sat gang i debatten om, hvad der er ret og rimeligt.
Der er dem, der ynder at sige, at vi hellere taler om vores sexliv end om vores løn.
Der er dog en undtagelse: Topchefers løn, bonusser og aktieoptioner er kommet på dagsordenen både i den offentlige debat, i bestyrelser og i aktionærkredse nationalt som globalt. Der er sågar topchefer i England, der selv siger, at deres aflønning er for stor.
Herhjemme har der også været årslønninger, fratrædelsesordninger og bonusser på tocifrede og trecifrede millionbeløb, der har båret brændsel til debatten om, hvad der er ret og rimeligt.
»Det er fuldkommen forrykt. Lønmodtagerne har i 10-15 år ikke fået noget af betydning, men på chefgangene får de lønløft efter lønløft,« sagde en harmfuld fagforeningsboss, da det i marts viste sig, at den forhenværende Novo-kronprins og nuværende topchef i Lundbeck fik et gyldent håndtryk på knap 73 millioner kroner, hvilket i øvrigt skulle være danmarkshistoriens hidtidige største gylden håndtryk.
Frisk i erindringen stod topchef Eivind Koldings gyldne håndtryk en måned tidligere: To fyringer på to et halvt år – først i Danske Bank, siden i Novo A/S – som havde udløst fratrædelsesgodtgørelsen på 43 mio. kr.
Det fik en klummeskribent til at skrive i JydskeVestkysten, at Grundtvigs tanke om et land, »hvor få har for meget og færre for lidt«, var meget fjern.
De anslag er nærmest krusninger i forhold til, hvad der sker internationalt. I England har aktionærer netop gjort oprør mod BPs planer om, at selskabets administrerende direktør, Bob Dudley, får en lønstigning på 20 procent, så hans løn stiger til godt 130 millioner kroner. Ikke mindst i et år, hvor selskabets resultater er gået fra et overskud på 52,5 milliarder kroner til et tab på 33,7 milliarder kroner, samtidig med at man har fastfrosset medarbejdernes lønninger.
I Tyskland vækker det forargelse, at den skandaleramte bilproducent Volkswagen vil udbetale over 468 millioner kroner i løn til tolv nuværende og tidligere direktører trods et voldsomt stort underskud. Hedgefonden TCI, der netop har købt aktier for 1,2 milliarder euro i selskabet, har i et brev til ledelsen krævet, at selskabets vederlagssystem fuldstændig ændres.
I USA stemte 77 procent af investorerne i den amerikanske restaurantkæde Chipotle imod ledelsens lønninger på generalforsamlingen i slutningen af marts. Året tidligere var kæden ramt af en stribe af e.coli-udbrud, der sendte kunderne skrigende væk.
Den internationale topchef er deltager i en international kampsport, hvor det man tjener, er lig med den prestige og status, man får, når de sammenligner sig med ligesindede, påpeger Kai Hammerich, der er landechef og headhunter i Korn Ferry Hay.
Om direktøren er pengene værd kan altid diskuteres, siger bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen i A.P. Møller - Mærsk:
»Jeg kan godt forstå, at med en helt almindelig indkomst ser nogle af disse lønninger meget høje ud, men det er nu engang den markedsværdi, der er for direktører, der kan løse opgaven i store globaliserede virksomheder.«
»Og hvis du har en smadderdygtig direktør, så vil du ikke risikere at miste den direktør, og så er du nødt til at finde den markedsløn, der skal til.«
FLSmidths tidligere administrerende direktør Jørgen Huno Rasmussen og formand for Lundbeckfonden og næstformand for Haldor Topsøe siger:
»Da jeg var administrerende direktør for H. Hoffmann & Sønner, var en af de store trusler mod virksomheden, at en af vores allerdygtigste afdelingsledere havde en søn, der hed Laursen, som rejste til England og fik 60 millioner kroner for at spille fodbold. Vi var bekymrede. For ville han nu sige sit arbejde op for at gå derhjemme og passe på sønnens penge i stedet for at passe sit arbejde?«
»Der er en tendens til, at folk synes, at det er helt fint, at en Formel 1-kører får et par millioner om dagen, mens en topchef, der måske skaber værdier for milliarder og som måske får ti millioner kroner om året, ikke er sin løn værd. Den blokering synes jeg, at det er vigtigt at få fjernet.«
Han er ikke øjeblik i tvivl om, at danske direktører som hovedregel er hele deres løn værd.
Da han var administrerende direktør for FL- Smidth, fik han en årsløn på ti millioner kroner. Et tal der kan sættes i forhold til, at selskabet i de år præsterede to milliarder kroner i overskud.
Direktørlønninger var tidligere pakket sammen i en frugtsalat, hvor tre fjerdedele var blevet gemt væk i regnskaberne, hvor en topchef måske ikke havde en eksorbitant høj gage, men til gengæld havde en forrygende pensionsordning eller en lang række tillæg, som var smuglet ind i regnskabet – eksempelvis et påklædningstillæg, så direktøren altid kunne stille op i en fin skræddersyet habit med hvid skjorte og slips, eller et kørselstillæg, så direktøren kørte anstandsmæssigt i en Jaguar, eller boligtillæg og repræsentationstillæg, så direktøren boede præsentabelt i Hellerup, Risskov eller Hasseris og kunne tage imod gæster fra ind- og udland.
De tider tilhører historiebøgerne, men de mange tillæg summede op i ganske betydelige beløb, som hverken aktionærer, offentligheden eller pressen fik indsigt i, fordi beløbene var pænt gemt i regnskaberne, så alt så meget tilforladeligt ud.
I dag er det derimod god tone, at direktionslønningerne er oplyst i regnskaberne, så det ikke blot er tilgængeligt, hvad en topchef tjener, men også hvad de får i bonus og aktieoptionsordninger.
Og i dag taler aktionærer, de institutionelle investorer, de store pensionsselskaber, forsikringsselskaberne og fondene sammen over landegrænser.
Der findes et internationalt marked for kunstnere og sportsstjerner. De, der kan levere varen, har den højeste værdi. Der er også i stigende grad et internationalt marked for topchefer i erhvervslivet. Og der er pres på virksomhederne, på direktørlønningerne, fordi der er mangel på de allerbedste direktører. Hvis en dansk topchef kan få langt mere i løn ved at tage jobbet i London, siger de færreste nej. Og ingen konkurrencedygtig direktør ville i dag drømme om at tage et job, medmindre hans lønpakke består af en fast løn, en kontant bonusordning og en kapitaldelingsordning – det vil sige aktieoptioner. Det er en udvikling, som er kommet i løbet af de senere år. For 15-20 år siden drejede det sig hovedsageligt om en basisløn, siden er bonuselementet kommet til, og i de senere år er lønnen blevet krydret med aktieoptioner og aktieordninger.
I det forrige århundrede slog den berømte bankmand J.P. Morgan fast, at en virksomhedsleder ikke bør tjene mere end 30 gange gennemsnittet af de ansattes løn. Alt andet er skidt for arbejdsmoralen.
USAs højest betalte topchef er John Hammergren i medicinalvirksomheden McKesson. Han fik i 2015 850 millioner kroner i løn og bonus. I England lod Sir Martin Sorrell, der er grundlægger og øverste chef for en af verdens førende reklame- og marketingkoncerner, WPP, sig nøje med mindre end det halve – 405 millioner kroner.
Danske topchefer sætter sig ned i kantinen og spiser med medarbejderne, og de tjener ikke mange hundrede gange, hvad den lavest betalte medarbejder tjener. Det misforhold er langt større i USA og England end i Danmark. Alligevel er der en ændring i gang, hvor danske erhvervsledere får hidtil usete summer. Det er et produkt af globaliseringen – både af arbejdskraften og kapitalen. Men stadig tjener en dansk direktør langt fra de astronomiske summer, som hans engelske, schweiziske og amerikanske kolleger får.
Dog er de danske topcheflønninger på niveau med, hvad deres kolleger tjener i Europa. Det vurderer både headhunterfirmaet Russel Reynolds og Korn Ferry Hay Group. De tjener mere end deres norske kolleger og er på niveau med deres svenske kolleger.
Når det gælder grundlønnen, ligger de danske topchefer helt i top, viser Korn Ferry Hay Groups statistikker.
»CEOerne (administrerende direktører, red.) i de store danske virksomheder har de højeste basislønninger, hvis man sammenligner på tværs af lande og virksomhedernes størrelse og kompleksitet i Europa,« siger Kai Hammerich.
Hvis man lægger basisløn og bonus sammen, så falder Danmark ned på det på europæiske gennemsnit ifølge headhunterfirmaets statistikker, og hvis de langsigtede aktieoptioner inddrages, så falder vi yderligere i forhold til det europæiske gennemsnit. England, Schweiz og Tyskland er de tre lande, hvor topchefernes samlede lønpakke er højest. England ligger 58 procent over det europæiske gennemsnit, Schweiz 49 procent og Tyskland 12 procent.
Der, hvor de danske topchefers løn er konkurrencedygtig europæisk, er blandt de komplekse og globale virksomheder i det danske aktiemarkeds superliga – C20. Det er virksomheder som Carlsberg, Novozymes, Novo Nordisk, A.P. Møller - Mærsk. Men også de store familieejede virksomheder som Lego, Danfoss og Grundfos hører hjemme i denne kategori.
Ikke alle virksomhederne i C20 offentliggør den administrerende direktørs løn. Det gælder A.P. Møller - Mærsk, FLSmidth, Vestas og Nordea.
Den højest betalte C20-chef er Novo Nordisks Lars Rebien Sørensen, der tjener 26,8 millioner, ISSs Jeff Gravenhorst 20,5 millioner kroner og Novozymes’ Peder Holk Nielsen 20,4 millioner kroner.
Dog er Danmarks måske bedst lønnede topchef Niels B. Christiansen i Danfoss på Als.
Her hævede bestyrelsen i 2015 lønpuljen – som omfatter løn, bonus og pension til tremandsdirektionen – fra 83 millioner kroner til 99 millioner kroner. Danfoss oplyser ikke selv, hvor meget det enkelte direktionsmedlem får, men ifølge Økonomisk Ugebrev gik halvdelen af lønpuljen i direktionen til Niels B. Christiansen. Det vil sige, at hans årsløn er tæt på 50 millioner kroner.
Til sammenligning fik Kasper Rørsted, inden han takkede ja til jobbet som topchef for Adidas i Tyskland, 55 millioner kroner som førstemand for Henkel i Tyskland.
De danske topchefers gager er da også blevet så attraktive, at det har været muligt for de allerstørste danske virksomheder at tiltrække administrerende direktører fra Europa. I Carlsberg hedder topchefen Cees’t Hart, han kom fra FrieslandCampina, der er Hollands Arla, i spidsen for FLSmidth sidder tyske Thomas Schultz, han kom fra den svenske industrikæmpe Sandvik, ingrediensvirksomheden Chr. Hansen har også en hollænder i spidsen, Cees de Jung, der kom fra det hollandske biotekselskab Crucell, og det samme har Genmab – hollandske Jan G. J. van de Winkel.
Kravene til en topleder er ikke blevet mindre de seneste år. Aktionærerne ønsker afkast og værdistigninger. Kunderne vil have bedre service og bedre og billigere produkter. Medarbejderne ønsker udfordringer, tryghed og frihed. Politikerne ønsker, at virksomhederne tjener penge hjem til landet, samtidig med at de skal opføre sig socialt ansvarligt. Oveni ønsker analytikerne og medierne større åbenhed. Nye teknologier, øget global konkurrence og skærpet kamp om de bedste talenter øger presset yderligere.
Ifølge professorerne Anthony J. Mayo og Nithrin Nohria fra Harvard Busines School er der ét forhold, der kendetegner de virkelig exceptionelle ledere. Det handler ikke om ledelsesstil, empati eller en særlig detaljeret forståelse af f.eks. regnskaber. I bogen »The Greatest Business Leaders of the 20th Century« konkluderer de, at det afgørende for at blive en af de allerdygtigste topchefer er evnen til at tænke i sammenhæng – de kalder det kontekstuel tænkning. Det vil sige en indgående forståelse af samtidens sociale, økonomiske, teknologiske og politiske ændringer. De topchefer, der har de evner, fornemmer forandringer og tilpasser deres forretninger til dem.
Men er topcheferne nu de uhyrlige summer værd? Uagtet at der er dygtige medarbejdere i en virksomhed, som er basen, så er det den administrerende direktør, der sætter kursen og tempoet, og som skaber fundamentet for strategien, som bestyrelsen påvirker og godkender. Det er den administrerende direktør, der skubber strategien ud i organisationen sammen med sit ledelseshold.
Der er direktører derude, som »kan vende et hensygnende ringvrag af en virksomhed til en toptunet profit-darling på aktiemarkedet. Den dygtige direktør kan tilføre et selskab så meget merværdi, at hans løn nærmest er ligegyldig,« mener Asger Aamund, tidligere bestyrelsesformand for biotekselskaber som NeuroSearch og Bavarian Nordic og tidligere direktør for bl.a. Ferrosan.
I den sammenhæng fremhæver han Novo Nordisks Lars Rebien Sørensen og Legos Jørgen Vig Knudstorp. De er begge på Harvard Business Reviews liste over verdens bedste chefer. Det er Lars Rasmussen fra Coloplast i øvrigt også.
Om de får fem, 15 eller 35 millioner kroner om året er nærmest latterlige peanuts i forhold til den merværdi, aktionærer har fået, uddyber Asger Aamund og siger, at man kan sammenligne det med, hvad Barcelonas Messi og Real Madrids Ronaldo tilfører til deres klubber i form af tilskuere og globale salg af klubbens varer som trøjer, støvler, emblemer m.m.
»I den sammenhæng er der tale om håndører, uanset om det er topfodboldspilleren eller topchefen. Den relativitetsbetragtning er vigtig at få med i jugementerne,« mener han.
Ifølge det franske fodboldmagasin France Football er FC Barcelonas Lionel Messi verdens højest betalte fodboldspiller. Hans løn inklusiv bonusser, sponsoraftaler og eventuelle sign-on-fees fra seneste kontraktunderskrivelse er 485 millioner kroner årligt – nummer to er Cristiano Ronaldo med 403 millioner kroner.
Vi ved ikke, hvad Jørgen Vig Knudstorp får i løn. Lego offentliggør ikke hans lønpakke, men vi ved, at han fik Lego væk fra »dødsgangen« og har stået i spidsen for en af de hårdeste omstillingsopgaver i dansk erhvervsliv i de seneste mange år. Den turn- around har været drevet af ham. Selvfølgelig er der masser af andre, der har aktier i den – lederholdet bag, medarbejderne. Det er hans navigering, der har gjort familien Kirk Kristiansen til en af verdens rigeste familier.
Han får dog næppe mindre, end hvad direktørerne får i C20, vurderer headhunter og landechef Kai Hammerich:
»Hvis han får 20 millioner kroner om året for at have skabt verdens største legetøjskoncern, så er han underbetalt. I hvert fald hvis vi sammenligner med, hvad han ville få, hvis han havde gjort det i USA. Her ville han mindst have fået 100 millioner kroner.«
Novo Nordisk er en global virksomhed, som har under én procent af sin omsætning i Danmark og er i konkurrence med verdens største medicinalgiganter, der hellere end gerne ville hugge markedsandele fra Novo Nordisk. Under Lars Rebien Sørensens taktstok, han blev administrerende direktør i 2000 – er virksomhedens værdi mangedoblet – i det forgangne år rundede selskabet 1.000 milliarder kroner i børsværdi.
Forargelsen er størst, når lønnen ikke svarer til resultaterne, og direktøren har kørt virksomheden halvt i sænk og så bliver belønnet med en gylden faldskærm.
»Det er umoralsk og forretningsmæssigt idioti,« siger Asger Aamund og tilføjer, at det er den svage bestyrelse, der har udstyret en grådig direktør med en afsikret håndgranat i guld, der eksploderer den dag, man fyrer ham, fordi han er umulig.
»Han skal ikke kunne ride ind i solnedgangen med sadeltasker fyldt med guld i form af tre års gager. Det er jo sindssygt.«
Samtidig er han fortrøstningsfuld, fordi de institutionelle aktionærer ser sig godt for, taler sammen og ikke ønsker at sidde med sorteper.
Er direktørerne blevet grådige? Næppe, ifølge professor Sverre Raffnsøe på Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School. Grådighed er et vilkår i vores samfund.
»Grådighed er en afgørende del af vores samfundsmæssighed. Hvis vi forkaster grådighed, så forkaster vi også en del af os selv og det, vi deler. Og fordi vi som samfund er centreret omkring grådighed, så befinder vi os hele tiden på grænsen mellem grådighed og umættelighed.«
Grådighed er, at vi vil have mere, end strengt nødvendigt er. Det kan i og for sig være legitimt nok. Og med den moderne økonomi har vi organiseret vores samfund omkring en gensidig tilfredsstillelse af grådigheden, så den tidligere dødssynd bliver mere kultiveret og social, siger han.
»Giv mig det, som jeg ønsker, så skal du til gengæld få det, du vil have«, fremhævede allerede en af den moderne økonomis grundlæggere Adam Smith for godt 200 år siden.
Umættelighed er derimod aldrig at få nok. Når vi bliver umættelige, vil vi have det hele. Og så bliver der ikke plads til de andre og til, at de kan få noget.
»Det er den prekære balance, vi hele tiden befinder os i, når vi har organiseret vores samfund omkring grådighed.«
