Telenor går frem i Danmark. Antallet af kunder stiger og det samme gør resultatet, viser regnskab.

København. Telenor har i andet kvartal haft fremgang på det danske marked, hvor teleselskabet har fået flere kunder ind i folden, mens besparelser trækker overskuddet i vejret.

Teleselskabet vandt i andet kvartal - april, maj og juni - 11.000 mobilkunder i Danmark og har nu omkring 1,8 millioner mobiltelefonkunder, viser regnskabet fra det norske teleselskab, som er offentliggjort mandag morgen.

- I Danmark ser vi en stabiliserende trend i omsætningen, og besparelser giver øget profitabilitet, skriver Telenor.

Dermed fortsætter regnskabet en trend, der i forhold til kunder startede i efteråret 2016. Efter et år, hvor kunderne var sivet ud af butikken, vendte tendensen i slutningen af 2016, og samlet har Telenor samlet 63.000 kunder op siden da.

På pengesiden fik Telenor 1288 millioner norske kroner, 1021 millioner danske kroner, i kassen i andet kvartal mens driftsresultatet steg til 135 millioner kroner.

Mens det er mere end fem gange så meget som i samme periode i 2016, er der stadig langt hjem for at vinde den enorme nedskrivning, som Telenor foretog i 2015.

Da måtte Telenor nedskrive værdien af sine aktiviteter i Danmark med over to milliarder norske kroner, da en stort anlagt fusion med Telia faldt fra hinanden.

Ud over mobilabonnementerne har Telenor i Danmark 68.000 fastnetkunder og 143.000 internetkunder.

Telenor er det første af de fire store teleselskaber på det danske marked til at aflægge regnskab for andet kvartal. Teleselskabet 3 offentliggør regnskab 19. juli, Telia kommer med tal 20. juli, mens TDC er på banen 10. august.

/ritzau/