54 ansatte opsiges, og 31 ubesatte stillinger nedlægges hos Telenor Danmark. Samtidig styrkes kundeservice.

København. Telenor Danmark opsiger 54 ansatte og nedlægger 31 ubesatte stillinger. Det sker som led i en omfattende reorganisering, oplyser Telenor Danmark i en pressemeddelelse.

Der siges især farvel til medarbejdere og stillinger, der ikke har direkte med kunderne at gøre. Til gengæld oprettes der 19 nye stillinger som led i et øget "fokus på kundernes oplevelser".

Det lyder fra administrerende direktør i Telenor Danmark Jesper Hansen.

- Vi har set et behov for at omorganisere os, så vi øger effektiviteten og samler ansvaret for kundeoplevelser ét sted. Derfor investerer vi i nye kritiske kompetencer, men fjerner også en række nuværende stillinger og ledelseslag.

- Det betyder desværre, at vi siger farvel til dygtige og kompetente medarbejdere på tværs af organisationen, og det er en svær, men nødvendig øvelse, siger han i meddelelsen.

Telenor har i de senere år gjort en indsats for at forenkle butikken.

Ifølge Telenor begyndte et omfattende projekt med at skifte virksomhedens it-systemer ud i 2015.

Der har også været flere fyringsrunder i de senere år, hvor konkurrencen på det danske marked har presset Telenor og de andre store teleselskaber.

Senest skrev flere medier for et år siden, at Telenor Danmark fyrede 79 og lukkede fem butikker.

- Det har været en hård rejse for både os og kunderne at foretage en så omfattende oprydning af vores forretning, og vi har i perioder ikke været gode nok til at tage hånd om vores kunder, siger Jesper Hansen.

Det skal tirsdagens ændringer være med til at råde bod på, lyder det.

De seneste ændringer kommer, efter at Telenor havde fremgang i regnskabet.

Teleselskabet vandt i andet kvartal - april, maj og juni - 11.000 mobilkunder i Danmark og har omkring 1,8 millioner mobiltelefonkunder.

Ud over mobilkunder har Telenor i Danmark 68.000 fastnetkunder og 143.000 internetkunder.

/ritzau/