Sydbank har besluttet at tilbyde landmænd at omlægge bankgæld til ansvarlig lånekapital i stedet.

København. Sydbank er en af de mange banker, der de senere år har døjet med landbrugets økonomiske problemer og som følge deraf har måttet nedskrive mange millioner på sine lån til landmænd.

Men nu er banken klar til at gå nye veje i forsøget på at få de kriseramte bønder på fode igen.

I forbindelse med selskabets halvårsregnskab fremlægger banken et tiltag, hvor man vil tilbyde trængte landmænd at konvertere lån for sammenlagt 500 millioner kroner til ansvarlig lånekapital i stedet.

- Regeringens landbrugspakke, som bakkes op af den finansielle sektor, har til formål at skabe et bedre perspektiv for de mest effektive, men forgældede landmænd, som har en fremtid i dansk landbrug.

- I Sydbank vil vi bidrage til at skabe et perspektiv for de mest effektive landbrug med negativ egenkapital og tilbyder derfor at konvertere en del af deres bankgæld til ansvarlig lånekapital i løbet af 2. halvår 2016, siger administrerende direktør Karen Frøsig i en kommentar til regnskabet.

Manøvren vil betyde landmændene ikke vil blive knap så belastet af afdrag og renter på de lån, der bliver konverteret.

Til gengæld skal de leve op til de aftaler, der bliver indgået med banken og kan blandt andet ikke gå ud og gældsætte sig yderligere.

Sydbank opnåede i årets første seks måneder et resultat på 643 millioner kroner.

Banken måtte i den forbindelse nedskrive 81 millioner kroner på udlån, blandt andet til landbruget. Det er dog et fald på 63 procent i forhold til samme periode sidste år.

Banken har i år indtil videre øget sit udlån med 4,5 milliarder kroner, svarende til en stigning på seks procent.

- At vi nu for 10. kvartal i træk viser udlånsvækst, er ikke bare positivt for banken, men også for kunderne og i sidste ende for samfundet, som har brug for investeringer og vækst, siger Karen Frøsig.

/ritzau/