Trods fremgang for bæredygtig energi i Sydøstasien køber landene ikke dansk, men billigere isenkram fra Kina.

København. Danske udviklingsprojekter har gennem en årrække været med til at skubbe gang i et bæredygtig energiforbrug i Thailand og andre sydøstasiatiske lande.

Men når succesen i udviklingsarbejdet har skullet veksles til ordrer hos danske firmaer med miljøvenligt isenkram, vender landene ryggen til og køber i stedet billigere kinesiske teknologier.

Det er blandt konklusionerne i en ny evaluering af Danidas energi- og miljøsamarbejde i Thailand, Malaysia og Indonesien, hvor Udenrigsministeriet siden 1990'erne har investeret mere end en milliard kroner.

- I betragtning af det store potentiale for danske kommercielle interesser (...) er der en klar indikation af, at mulighederne ikke er blevet udnyttet godt nok, står der i evalueringen.

Lussingen kommer netop som regeringen er barslet med en ny og meget ambitiøs eksportstrategi for energibranchen, der frem mod 2030 skal fordoble branchens eksport til 140 milliarder kroner.

Alligevel bekymrer det ikke udviklingsminister Ulla Tørnæs, at asiaterne takker ja til dansk knowhow, men nej til det dyrere danske isenkram.

- Jeg synes først og fremmest, at man skal hæfte sig ved, at vores indsats har været banebrydende for udviklingen.

- Men det er da rigtigt, at vores program ikke har haft det fornødne fokus på at afsætte danske produkter som en del af udviklingssamarbejdet, siger hun.

I den forbindelse skal man ifølge ministeren dog huske på, at programmerne i Thailand og Malaysia lukkede ned for henholdsvis otte og syv år siden.

Og dermed er kritikken forældet, mener hun:

- Dengang havde man ikke det samme fokus på danske virksomheders markedsadgang, som vi har i dag. Der er vi blevet bedre.

I Dansk Industri ærgrer branchedirektøren for energi- og klimasektoren, Troels Ranis, sig over, at indsatsen ikke har dryppet flere ordrer til Danmark.

Han mener, at udenrigstjenesten fortsat bør gøre mere for at samtænke udviklingslandenes miljø- og energiudfordringer med de danske firmaers løsninger.

- Danida-rådgiverne burde forpligtes til at være i dialog med de danske virksomheder på markedet, så de kan drage bedre nytte af den goodwill og de kontakter, Danmark skaber, siger han.

Eksporten af dansk energiteknologi faldt sidste år med 1,3 procent til 75,6 milliarder kroner.

/ritzau/