Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Imerco advarer om, at svindlere sender falske sms'er ud til butikskædens kunder - og det sker endda af og til fra numre, som Imerco selv har brugt til at kontakte kunderne.

'Du er en af de 3 vindere af et Imerco-gavekort,' står der i beskeden efterfulgt af et link.

Det lyder jo som en dejlig besked at få, men skinnet bedrager. Du må ikke klikke på linket, for det er svindlere, som vil franarre dig dine personfølsomme oplysninger - og ikke Imerco - der står bag beskeden. Og det uanset om den er sendt fra Imercos eget nummer, som i eksemplet herunder, som BT har modtaget fra en læser.

Den øverste besked er sendt fra Imerco og er ægte. Den nederste er afsendt af en svindler - men fra samme nummer.
Den øverste besked er sendt fra Imerco og er ægte. Den nederste er afsendt af en svindler - men fra samme nummer.
Vis mere

Imerco advarede i slutningen af februar kunderne om de falske sms'er

'Vi oplever desværre, at mange har modtaget en falsk sms fra 'Imerco', som siger, at 'Du er en af de 3 vindere' med et link til et såkaldt gavekort. Dette er IKKE fra os, og vi tager klar afstand fra sådanne falske sms'er og e-mails, som udnytter vores navn. Vi kan kun opfordre til at slette sms'en og ikke klikke på linket, skrev Imerco på Facebook den 27. februar, hvor kæden lover at gøre alt for at stoppe de falske sms'er.

Men som det fremgår af beskeden ovenfor, er de stadig i omløb.

Imerco-kunden havde været i kontakt med kæden den 11. april 2017 vedrørende en ødelagt kaffemaskine. Svindel-sms'en, som kunden modtog tirsdag den 10. april i år, blev sendt fra samme nummer, og det fik i første omgang kunden til at tro, at den var afsendt af Imerco.

På Imercos Facebook-side fortæller mange kunder, at de også har modtaget beskeden - også de seneste par dage. I de fleste tilfælde er den falske sms sendt fra udenlandske numre. Desværre er nogle af kunderne faldet i svindlerens fælde.

Så sent som i januar advarede Imerco kunderne om, at falske mails var i omløb.

Herunder kan du læse hele Imercos Facebook-opslag fra 27. februar, hvor de advarer om de falske sms'er, som stadig er i omløb.